Det var lige præcis, hvad de havde brug for; en sejr!
3-2 i efterårspremieren over Sandefjord betød, at der for en stund var noget positivt at tale om i SK Brann efter en uge, der har stået i skandalernes tegn.
Førsteholdets danske anfører, Daniel Pedersen, erkendte efter kampen til avisen Verdens Gang, at det gjorde indtryk at møde fansene efter kampen.
- Det var stort at stå der sammen med dem efter kampen. Det er første gang, jeg har oplevet at være så følelsesladet efter en kamp, sagde den tidligere Silkeborg-spiller.
Spontan sang med fansene
Han stod selv for føringsmålet til 1-0 efter 18 minutter, men Sandefjord kom stærkt igen og scorede to gange inden pausen.
Det affødte buh-råb og massiv piften fra tilskuerne, da spillerne gik til pause.
Brann-spillerne fik dog samlet sig i 2. halvleg og genetableret fatningen og styringen over kampen, og så lykkedes det at score to gange - sejrsmålet sat ind af den finske landsholdsspiller Robert Taylor på straffespark 12 minutter før tid.
Efter sejren, der samtidig var den første i ni kampe, brød både spillere og fans ud i en spontan version af den lokale Bergen-sang 'Nystemten', da de omfavnede hinanden.
- Det blev meget specielt, da de sang 'Nystemten'. Der kom der simpelthen nogle tårer. Der har bare været så meget de seneste dage, indrømmede daglig leder i klubben, Vibeke Johannessen.
'Vi har stået sammen'
SK Brann havnede i overskrifterne mange steder, da det kom frem, at en gruppe på 12 spillere i førsteholdstruppen mandag aften havde holdt fest inde på stadion, hvilket siden udviklede sig til en politisag, da myndighederne fik informationer, der indikerede, at der kunne være fundet et seksuelt overgreb sted.
En egentlig episode er aldrig blevet anmeldt, men i løbet af weekenden er en spiller blevet afhørt og betragtes stadig som mistænkt, forklarede en talsmand for politiet til Nettavisen.
For cheftræner Eirik Horneland har ugen været barsk.
- Det har været en hård uge, som har handlet om alt det, jeg i udgangspunktet ikke står for. Derfor har det været så svært. Det er så langt fra de værdier og holdninger, vi står for. Men vi har stået sammen i omklædningsrummet, sagde han efter kampen til Discovery+.