Færdig i klubben: Stjal penge fra fælleskassen

Vegard Forren er færdig i hjerteklubben Molde. Den mangeårige landsholdsspiller stjal penge fra spillernes bødekasse for at dække spillegæld

Vegard Forren (i midten af billedet) er færdig i Molde. Arkivfoto: AP
Vegard Forren (i midten af billedet) er færdig i Molde. Arkivfoto: AP

32-årige Vegard Forren, der blandt andet har spillet 33 landskampe for Norge, er en levende legende i Molde, hvor han står noteret for mere end 350 kampe, men nu er han fortid i klubben.

Molde har ophævet kontrakten med forsvarsspilleren, der ellers havde en aftale frem til 2021. Bruddet er bestemt ikke udramatisk.

Vegard Forren har i ugens løb stået frem og fortalt, at han lider af ludomani, og det er også årsagen til, at han ikke længere er i Molde. Forren har nemlig taget penge fra en fælleskonto blandt spillerne for at dække personlig spillegæld.

Ifølge Adresseavisen mener Molde, at Vegard Forren har taget i omegnen af 100.000 norske kroner, men hovedpersonen selv mener, at beløbet er noget mindre. Faktum er dog, at forsvarsspilleren nu er fortid i klubben.

- Detaljerne i fratrædelsesordningen er fortrolig mellem parterne, men den indebærer blandt andet enighed om en fratrædelsesgodtgørelse. Forren skal også betale sin gæld til spillernes bødekasse.

- Det er en trist dag for Vegard og for alle, der elsker Molde FK. Vegard har været en nøglespiller og en humørspreder i Molde de seneste 13 år, og han er en af landets bedste fodboldspillere, skriver Molde i en pressemeddelelse.

Ludoman i mere end 10 år
Som nævnt stod Vegard Forren tidligere på ugen frem og fortalte, at han lider af ludomani, og spilledjævlen har været en tro følgesvend for nordmanden i en stor del af hans nu 32 år lange liv.

Det afslørede han over for TV2 Norge i et interview med sin kone.

- Det er et problem, jeg har levet med i 10-15 år, og jeg har været åben om det tidligere. Jeg har ingen gode undskyldninger, men i løbet af forået blussede det meget op af forskellige årsager, både på- og udenfor banen. Vi byggede hus, vi skulle giftes, og min kone åbnede sin egen butik, siger Vegard Forren og fortsætter:

- I flere måneder var jeg meget alene hjemme om aftenen sammen med børnene, og det endte med, at jeg spillede mere end tidligere. Samtidig var jeg frustreret, fordi jeg ikke spillede ret meget fodbold, og det tacklede jeg på en dårlig måde. Gambling har været min måde at flygte fra store og små problemer. Det er grunden til, at vi sidder her i dag.

Vegard Forren ville gerne have fortsat i Molde, men det var altså ikke muligt, og nu er han på udkig efter en ny klub. Nordmanden har tidligere været i både Southampton og Brighton Hove Albion, men han har aldrig spillet en førsteholdskamp for andre klubber end Molde.

Se også: Stjal fra spillerkassen: Nu afventer ludoman sin skæbne

Silkeborg IF - 10. jan. 2020 - kl. 21:21 Skifter til Superligaen: Henter norsk midtbanedynamo

8 kommentarer
Vis kommentarer