Vestnorske Nest-Sotra fik en svær sæsonstart i den norske 1. division, da de hjemme tabte 1-2 til Raufoss i en kamp, der vil blive husket for en bizar dommerepisode.
Dommer Eivind Bodding uddelte i kampens overtid et gult kort til Raufoss-spilleren Matias Moldskred. Det var Moldskreds andet i kampen, men det havde den norske dommer glemt, og Matias Moldskred fik derfor lov til at spille kampen til ende.
Eivind Bodding erkendte efter kampen den spøjse forglemmelse af ham og resten af dommerteamet og lagde sig fladt ned.
- Vi havde ikke opfattet, at vi allerede havde givet ham et gult kort tidligere. Den må vi tage på os. Det en fejl af os, siger dommer Eivind Bodding til dagbladet.no.
Heller ikke Matias Moldskred opdagede, at han burde være blevet smidt ud. I episoden, hvor han modtog sit andet gule kort, blev Nest-Sotras Daniel Arrocha tildelt også sin anden advarsel og måtte forlade banen. Det forvirrede Raufoss-spilleren.
- Jeg opfatter ikke, at jeg får noget gult kort og tænker bare, at Arrocha fik sit andet gule. Derfor blev han vist ud. Jeg holder jo ikke styr på, hvem der får gult kort, sagde Matias Moldskred efter kampen.
Nest-Sotras cheftræner Steffen Landro har nu indsendt en klage på baggrund af den mærkværdige dommerfejl. Ifølge den tidligere norske FIFA-dommer Svein-Erik Edvartsen skal klubben fra Skålvik dog ikke regne med at få noget ud af deres klage, da episoden først indtraf i kampens overtid og dermed havde minimal indflydelse på opgøret.
Kampen bød desuden på et danskermål, da den tidligere HB Køge og Lyngby-spiller Lee Rochester Sørensen scorede Nest-Sotras enlige mål.
Markant lovændring: Her er alle de nye fodboldregler
Vild udvikling: AGF angriber AaB efter spionage