Hareide tosset på egen spiller: På kanten af hvad jeg tolererer

Åge Hareide er godt sur på en af sine egne spillere i Rosenborg

Den tidligere landstræner skal have en personlig samtale med Pål André Helland. Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix
Den tidligere landstræner skal have en personlig samtale med Pål André Helland. Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix

Åge Hareide har været cheftræner i Rosenborg i tre måneder, og det har ikke været helt nemme måneder for den tidligere danske landstræner.

Torsdag vandt Rosenborg 1-0 over Mjøndalen takket være en scoring i femte minuts overtid, og dermed fik Trondheim-klubben oprejsning efter fire nederlag i træk i Eliteserien. At Rosenborg taber fire ligakampe i træk er uhørt.

Det er da heller ikke alle internt i Rosenborg, der er helt tilfredse med Åge Hareide. Offensivspilleren Pål André Helland, der har været i Rosenborg siden 2013, kritiserede tidligere på ugen sin træner i et interview med Adresseavisen.

- En topklub bør have sin egen spillestil. På det punkt halter vi efter Bodø/Glimt, Molde og Vålerenga lige nu. Det bliver den største opgave i 2021. Glimt har en trup, der på papiret er svagere end vores, men de har tydelige roller på banen og tydelige krav til hver enkelt rolle.

- De ved, hvad de kan og forventer af hinanden. Der, føler jeg, at vi halter ganske langt efter. Måden, vi skaber chancer på, er lidt tilfældig, sagde Helland til avisen.

Nordmanden har en utilfreds spiller i truppen. Foto: Lars Poulsen
Nordmanden har en utilfreds spiller i truppen. Foto: Lars Poulsen

Åge Hareide er naturligvis blevet konfronteret med kritikken fra den mangeårige Rosenborg-spiller, og han er ikke tilfreds med Pål André Helland.

- Jeg ved ikke, hvad han mener med det. Jeg synes hellere, han bør tale med mig om det i stedet for med pressen. Det her er på kanten af, hvad jeg tolererer, siger Hareide til Adresseavisen.

Pål Andre Helland har været meget skadet under Åge Hareides tid i Rosenborg, og han mener derfor ikke, at han bør udtale sig, som han gør.

- Man kan sagtens tale om en tydelig spillestil, men det er trættende, når spillere, som ryger ind og ud af sygehuset, taler om, hvordan tingene bør være, siger Hareide.

Pål André Helland er kommet i problemer hos Hareide. Foto: Mats Torbergsen/Ritzau Scanpix
Pål André Helland er kommet i problemer hos Hareide. Foto: Mats Torbergsen/Ritzau Scanpix
 

Åge Hareide vil nu trække Pål André Helland til side, så de kan få talt tingene igennem. Spilleren fastslår, at det aldrig var hans hensigt at hænge Hareide ud.

- Jeg ser frem til en god snak og en diskussion om fodbold. Hvis jeg gik over grænsen, beklager jeg, siger Helland og tilføjer med et glimt i øjet:

- I fremtiden, når jeg er skadet, bør jeg måske bare holde min kæft og blive på sygehuset.

Pål Andre Helland var ikke med i torsdagens 1-0-sejr over Mjøndalen.

Eksperten har lært lektien: Sats her

'Han er det sjældent attraktive valg'

Sandheden bag fyring: Han var dead man walking