IFK-dansker efter tilskueruroligheder og 'spydkast': Helt vanvittigt

Danske Mads Albæk kunne ikke tro sine øjne, da han blev fanget midt i uroligheder, hvor tilskuer kastede kanonslag efter en Malmø-spiller, der reagerede ved at bruge et hjørneflag som spyd

Mads Albæk ser til fra spillertunnelen, mens urolighederne på banen raser. (Foto: Zumapress)
Mads Albæk ser til fra spillertunnelen, mens urolighederne på banen raser. (Foto: Zumapress)

Onsdag aften var Gøteborg på den anden ende.

Topopgøret IFK Gøteborg mod Malmø FF nærmede sig den afgørende fase, og der skulle findes en vinder.

Det blev der ikke. For pludselig skete der noget dramatisk.

Malmø-spiller Tobias Sana - med en fortid i IFK - varmede op på sidelinjen, da et kanonslag blev kastet fra IFK-fansene og eksploderede centimeter fra hans støvler. Derefter greb han hjørneflaget og kastede det mod tilhængerne.

Tobias Sana med flaget, der blev sendt op på tilskuerpladsen. (Foto: Zumapress)
Tobias Sana med flaget, der blev sendt op på tilskuerpladsen. (Foto: Zumapress)

På banen fulgte Mads Albæk med, og IFK-spilleren havde svært ved at tro sine øjne.

- Jeg ser ham med flaget og er tæt på, da han kaster det. Og så er der en af vores spillere (Sebastian Eriksson, red.), der løber ned til vore tilskuere og forsøger at få dem til at slappe af.

- Jeg har ingen fornemmelse af, at han bliver ramt. Og at han kaster det hjørneflag er helt forkert. Men jeg kan godt forstå hans reaktion, når man nu ved det.

- Det var fuldstændig vanvittigt, siger Mads Albæk om episoden.

Se også: Kanonslag og spydkast afbryder svensk klassiker

De følgende minutter var temmelig hektiske, forklarer Mads Albæk, der dog forsøgte at få kampen genoptaget.

- Jeg havde lige fået anførerbindet og talte med dommeren om at fortsætte. Jeg tænkte, at hvis vi blev på banen, kunne det løses som i pokalkampen mellem AGF og AaB. Men dommeren ville i omklædningsrummet, da linjedommeren var dybt rystet efter episoden.

- Jeg når også lige at tale med Allan Kuhn (Malmø-træner, red.), der også vil fortsætte. Det var egentlig indstillingen blandt spillerne. Det var en kamp med knald på, men der var ikke en hadsk stemning, siger den danske midtbanespiller.

Se også: Guldhelt løb på banen i kaoskamp: Her er grunden til dumheden

Han er i Allsvenskan vant til medlevende tilskuere, men lige i dette tilfælde blev grænsen nået.

- Tilskuerne i Sverige har stor passion for spillet og skaber en fantastisk stemning, og det er normalt fedt, men det har gik for vidt.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er tyrkiske eller græske tilstande. Der var jo en baneløber i Tyrkiet i weekenden, der overfaldt måldommeren. Men det er så langt fra det, jeg kender fra Norden og Danmark, siger Mads Albæk.

Se også: IFK Göteborg identificerer manden der kastede kanonslag mod Sana

Det svenske fodboldforbund har ikke behandlet sagen, men for Mads Albæk er der ikke så meget at rafle om.

- Selv om det er en enkelt idiot, der ødelægger det for 16.000, så sker det på vores stadion.

- Så jeg bliver ikke overrasket, hvis vi taber kampen, og vi får nok også en bøde og skal spille nogle kampe uden tilskuere. Vi er en klub med dårlig økonomi, så det er ikke godt. Men vi spillere må levere på banen og rette op på det, siger han.

Malmø FF og IFK Gøteborg ligger side om side i Allsvenskan med henholdsvis ni og otte point - inden der altså falder dom i denne sag.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere