Klub i shitstorm: Kvindefodbold - hvad er det?

En trøje med et kvindenedsættende budskab har sat sindene i kog i fodbold-Norge. - Det er mega flovt, siger Branns daglige leder

Dette billede har bragt Brann i en shitstorm i Norge. Foto: TV 2 Norge
Dette billede har bragt Brann i en shitstorm i Norge. Foto: TV 2 Norge

Egentlig skulle det handle om en spiller, der fortalte om sin spilafhængighed, men 'God Morgen Norges' interview med Vegard Forren er kommet til at handle om en trøje, der hang på væggen bag ham.

Brann-spilleren blev mandag interviewet på Teams og havde valgt målmandstræner Dan Riisnes kontor som stedet, hvor interviewet skulle laves fra.

Hvad Vegard Forren enten ikke vidste eller ikke bed mærke i var, at der blandt trøjerne på væggen hang en gul trøje med et stærkt kvindenedsættende budskab.

'Kvindefodbold hvad er det? Det er ikke fodbold, og det er ikke kvinder'.

Foto: TV 2 Norge
Foto: TV 2 Norge

Trøjen har betydet, at Brann Bergen er havnet i en shitstorm, efter en opmærksom seer lagde et billede af trøjen på Branns Facebook-side.

- Selvom det skulle være ment som humor, kan det ikke hænge på væggen hos en af Norges største klubber.

- Det er på tid med et reality check.  Jeg troede, at vi var nået længere, siger Sandvikken-spilleren Ingrid Ryland til TV 2 Norge.

Blev fyret for at tage fra klubkassen: Har hørt fra danske klubber

Ifølge Branns daglige leder, Vibeke Johannesen, er trøjen nu fjernet.

Hun forklarer til TV 2 Norge, at der var tale om en gammel gave, men ingen vidste præcist, hvor den var kommet fra…

- Uanset hvad skulle den aldrig have hængt der. Det er en vældig dårlig spøg, siger Johannesen og understreger, at budskabet på ingen måde harmonerer med, hvad Brann står for som klub.

- Det tror jeg, at alle forstår. Det rum er meget lidt i brug, og jeg har ikke lagt mærke til den (trøjen, red.).

- Det er mega flovt. Jeg har aldrig været så rød i hovedet, som da jeg så dette. Jeg tænkte, 'er det muligt?'. Jeg fik i hvert fald fjernet den! siger Vibeke Johannesen.

Brann Bergen har i øvrigt ikke et kvindehold.

AaB præsenterer stort overskud

Mestrene i corona-knæ: Fuldstændig sindssygt

Bossen reagerer: - Ikke godt for klubbens image