Kongemål af Bendtner i topkamp

Den 29-årige danske angriber scorede et pragtmål efter kun ni minutter af opgøret mod Sarpsborg - Rosenborg vandt topopgøret 2-1 og trækker fra i toppen af Eliteserien

Nicklas Bendtner fyrede kanonen af i Sarpsborg. Den danske Rosenborg-angriber scorede et flot mål, da de norske mestre vandt topkampen 2-1. Foto: Digitalsport
Nicklas Bendtner fyrede kanonen af i Sarpsborg. Den danske Rosenborg-angriber scorede et flot mål, da de norske mestre vandt topkampen 2-1. Foto: Digitalsport

Nicklas Bendtner har mange kritikere i Norge, men mandag aften lukkede han effektivt kæften på dem. I hvert fald for en stund.

Nu er ikke tidspunktet for tidligere Rosenborg-stjerner, tv-eksperter og modspillere at kritisere den danske kendis-angriber og kalde ham overvurderet.

Og gør de det alligevel, kan Bendtner smile og sige ’niende minut i Sarpsborg’. For dér slog han til og kastede en smule international stjerneglans over den norske liga.

Anders Konradsen sendte Rosenborg-angriberen af sted med en lang aflevering. Bendtner tog flot bolden med sig med højre yderside og lod den hoppe et par gange. Han var i udkanten af Sarpsborg-feltet, vinklen var vanskelig – og Bendtner ligeglad.

Med ydersiden af højrefoden sendte han en projektil af en halvflugter af sted, og Sarpsborg-målmand Anders Kristiansen havde ikke en chance.

Det mål fortjente en større scene end det hyggelige, men også lille og ydmyge Sarpsborg stadion, der var fyldt til sidste plads.

Godt 5700 tilskuere var mødt op for at se kampen mellem nummer et og to i Eliteserien.

Rosenborg forsvarende mestre har trods førstepladsen ikke haft nogen stor åbning på sæsonen og blev senest pebet ud af hjemmebanen Lerkendal efter 0-0 mod Aalesund.

Rosenborg har ikke skabt så mange chancer og scoret så mange mål, som deres forvænte fans er vant til, og det har affødt en del kritik. Også af Nicklas Bendtner.

Men han startede opgøret på kunstgræsset i Sarpsborg godt, skilte sig fornuftigt af med bolden og slog på brutal vis til første gang, at han fik chancen.

På arbejdernes internationale kampdag gjorde 29-årige Bendtner sit job og scorede sit tredje sæsonmål i sin femte kamp.

Nicklas Bendtner fejrer sin pragtscoring med Milan Jevtovic (tv.) og Birher Meling (th.). Foto: Digitalsport
Nicklas Bendtner fejrer sin pragtscoring med Milan Jevtovic (tv.) og Birher Meling (th.). Foto: Digitalsport

Han gumlede på tyggegummiet og smilede veltilfredst, mens holdkammeraterne gratulerede ham med scoringen, der bliver blandt de bedre, som publikummet i industribyen i det sydlige Norge kommer til at se i denne sæson.

Efter pausen var Bendtner tæt på at fordoble mesterholdets føring, da han tog chancen nogle meter uden for Sartpsborg-feltet.

Forsøget blev rettet af den tidligere Skive-spiller Andreas Albech og snød Anders Kristiansen i målet, men heldigvis for den ukendte danske back sneg bolden sig lige forbi stolpen.

Sarpsborg har også en dansk angriber, den tidligere Lyngby-mand Patrick Mortensen, og han har været stærkt medvirkende til klubbens flotte start på sæsonen.

Med fire scoringer ligger han nummer to på topscorerlisten, og med et optimistisk saksespark var han efter en times spil tæt på at lave nummer fem.

Sarpsborg pressede gæsterne fra Trondheim, der ikke viste meget offensivt, og nøjagtig som i flere af de forudgående kampe ikke fik sat Nicklas Bendtner i scene.

Danskeren blev sultet i front og blev tyve minutter før tid erstattet af islandske Matthias Vilhjálmsson. Manden, der ifølge den tidligere Rosenborg-angriber Steffen Iversen burde være en del af startopstillingen på bekostning af Bendtner.

Rosenborg-træner Kåre Ingebrigtsen er dog formentlig godt tilfreds med, at han ikke har lyttet til den tidligere landsholdsangriber, og i det hele taget havde Ingebrigtsen en heldig hånd i Sarpsborg.

Ti minutter før tid fik hjemmeholdet udlignet efter et stort drop af André Hansen i Rosenborg-buret, men minuttet efter sørgede indskiftede Mushaga Bakenga for, at Rosenborg kunne rejse hjem til Troindheim med tre point.

Fredrik Midtsjø spillede den tidligere Esbjerg-lejesvend fri i feltet, og Bakenga, der har det bedst på Bendtners nier-position, scorede med en iskold afslutning.

Sarpsborg pressede hårdt på for en udligning, men måtte nøjes med at være tæt på i et par situationer til allersidst.

2-1-sejren sender Rosenborg i et lille udbrud i toppen af Eliteserien. Efter seks runder har de 16 point, mens forfølgerne Sarpsborg og Stabæk har 12 point.

Nicklas Bendtners næste mulighed for at vise sig frem for sine kritikere er søndag aften, når Brann gæster Lerkendal.

Se også: Ukendt dansker stikker til Bendtner inden topmøde

– Min mor havde tre søstre og én bror, og de har alle sammen børn, så det meste af min familie er faktisk i Brasilien, siger dansk-brasilianske Emiliano Marcondes. Som helt lille boede FCN-spilleren selv ni måneder i det store sydamerikanske land. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Superliga-profils gribende historie: Mor rejste - og han så hende aldrig igen

24 kommentarer
Vis kommentarer