Markant profil hentet hjem: Hylder Bendtner for Rosenborg-tid

Alexander Søderlund er efter to år i fransk fodbold vendt retur til Rosenborg, hvor han tidligere slog igennem som topscorer. Den 30-årige nordmand glæder sig til at lære af Nicklas Bendtner

Nicklas Bendtner kan se frem til yderligere konkurrence i kampen om spilletid i angrebet. Rosenborg har hentet klubbens tidligere topscorer, Alexander Søderlund, hjem fra Frankrig. (Foto: All Over Press)
Nicklas Bendtner kan se frem til yderligere konkurrence i kampen om spilletid i angrebet. Rosenborg har hentet klubbens tidligere topscorer, Alexander Søderlund, hjem fra Frankrig. (Foto: All Over Press)

Nicklas Bendtner kan forberede sig på skærpet konkurrence i Rosenborg med omgående virkning.

Den norske mesterklub har oprustet med købet af den 30-årige angriber Alexander Søderlund, som kommer til fra franske Saint-Etienne.

Der er tale om en ganske opsigtsvækkende aftale, eftersom det bare er to år siden, at den norske landsholdsspiller drog bort fra Rosenborg for at prøve lykken i den franske klub.

Dengang betalte Ligue 1-mandskabet 15 millioner kroner for Søderlund, mens Rosenborg nu bringer ham retur for et beløb, der angiveligt blot udgør en tredjedel af den sum.

Søderlund havde kæmpe succes under sit første ophold i Trondheim-klubben, hvor han i 2015 nærmest nettede efter behag og blev topscorer i den bedste norske række.

Den titel hjemtog Nicklas Bendtner for Rosenborg i forrige sæson, og netop udsigten til at skulle konkurrere og spille sammen med danskeren har haft en stor betydning i forhold til Søderlunds overvejelser om at vende hjem. Det fortæller han til Adresseavisen.

- Jeg er glad for, at Bendtner er der. Alle spillerne snakker godt om ham, og Nicklas er vigtig for gruppen. Jeg glæder mig til at træne med ham hver dag og lære nogle tricks, siger Søderlund.

Artiklen fortsætter under billedet ...

 

I et interview med selvsamme medie i december udtrykte Søderlund ellers en vis bekymring over eventuelt at skulle kæmpe med den danske angriber om spilletid.

- Jeg må indrømme, at det kan blive vanskeligt at skifte til Rosenborg, når jeg ved, at Nicklas Bendtner er der. Han er en klassespiller. Men det er klart, at Rosenborg er den bedste klub i Norge og svær at komme uden om, lød det dengang.

Og Søderlund har da også valgt at drage til - og ikke forbi - Rosenborg, da vejen for et skifte var banet. Han har i lang tid kæmpet med manglende spilletid i Frankrig og koncentrerer sig nu om at gribe sin egen chance.

Derfor ønsker han heller ikke at spekulere i, hvorvidt hans tilgang skal ses som et tegn på, at Bendtner snart kan være fortid i Rosenborg.

- Tjaeh. Det ved jeg sørme ikke. Vi har i hvert fald ikke snakket om det scenarium. Gør du det godt i Rosenborg, får du chancen for at komme til en større klub. Sådan er det bare, siger Søderlund.

- Nicklas har oplevet et opsving i Rosenborg, men det kan godt være, at han har lyst til at blive, fortæller den hjemvendte Rosenborg-angriber.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Rosenborgs sportsdirektør, Stig Inge Bjørnebye, men han har ikke været mulig at træffe.

Se også: Først ville Bordeaux have Bendtner - nu går de efter landsholdskollega

Martin Braithwaite er klar for Bordeaux. Foto: Richard Sellers/PA via AP/Ritzau Scanpix Transfer - 1. feb. 2018 - kl. 07:57 Transfervinduet lukket: Få det store overblik her

Se Ekstra Bladets gennemgang af dette transfervindue, hvor der blandt andet blev talt om de største handler

7 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere