Flere spillere fra den norske fodboldklub Lillestrøm fik sig noget af et chok natten til lørdag, da de kom tilbage til hjemmebanen Åråsen Stadion efter en skuffende 2-2 kamp mod Jerv i Grimstad.
Her ventede omkring 20 tydeligt utilfredse mænd, som var klubbens egne fans, skriver det norske medie VG.
Flokken udviste truende adfærd over for spillerne, og nogle var tilmed maskerede.
Politiet sendte hurtigt en patrulje til området og måtte kort tid efter sende forstærkninger til hjemmebanen, da gruppen nægtede at forlade stedet.
Den 29-årige angriber for Lillestrøm, Thomas Lehne Olsen, var en af de spillere, der var til stede natten til lørdag.
Han accepterer normalt kritik fra klubbens fans og kan godt lide, når de er engagerede. Men denne gang gik de langt over stregen.
- Jeg var en af dem, der stod og blev påskrevet. Jeg har ikke noget problem med at tage skraldet for mit hold. Men så er det også nok. Så har de har fået sagt det, de vil. Det, som sker efterfølgende, er ikke i orden, fortæller den 29-årige angriber med henvisning til, at fansene nægter at forlade stedet.
Se også: Hedt rygte: Vil sige ja til United
Ikke første gang
I følge sportschef Simon Mesfin er det ikke første gang, at LSK-ansatte bliver udsat for den slags episoder.
Lillestrøm ligger på 9. pladsen i Obos-ligaen, efter de har spillet seks kampe på næsthøjeste niveau i norsk fodbold. Sidste år rykkede de ned fra Eliteserien, og det faldt ikke i god jord hos deres fans.
Efter nedrykningen fik Simon Mesfin besøg af klubbens fans uden for sit hjem, hvor han bor med sin kone og deres tre små børn. Her måtte han ligeledes få hjælp fra politiet til at få dem til at forlade stedet.
- I mit hoved er det ikke tilhængere, fordi jeg kender LSK-fans. Det, at folk møder fysisk op steder, opfattes ofte som det mest truende. Der kommer mange beskeder direkte til de ansatte og beskeder, som har til hensigt at besvære ansatte, og som er umulige at forsvare sig mod, fortæller han til VG.
Sportschefen åbner op omkring problemet, som han beskriver som et vedvarende problem, i håbet om, at LSK-fans forstår, at de er gået for langt. Episoderne er ifølge ham helt uacceptable og påvirker både spillere, medarbejdere og deres familier.
- Der er absolut ingen tvivl om, at vi skal begynde at vinde fodboldkampe, og vi bruger ikke dette som en undskyldning, det er vigtigt at understrege, men de her episoder er med til at skabe en uønsket stemning, fortæller han.
Tirsdag aften var Lillestrøm tilbage på banen i den næstbedste norske række, men efter et nederlag på 0-2 til Sogndal er stemningen næppe blevet bedre hos tihængerne.
Se også: Klager over spritnyt dansk stadion: - Ligner lort