Midt i succes: OB sælger OL-spiller

Mikkel Desler skifter tjansen som bænkevarmer ud med Haugesund

OB's Mikkel Desler har ikke spillet fast for den fynske klub siden 2017. Foto: Jens Dresling, Polfoto
OB's Mikkel Desler har ikke spillet fast for den fynske klub siden 2017. Foto: Jens Dresling, Polfoto

Assens-knægten Mikkel Desler kommer ikke til at hjælpe OB videre i jagten på medaljer.

Den alsidige 24-årige har spillet sin sidste kamp i striwerne og skifter øjeblikkeligt til haugesund i Norge.

Ekstra Bladet erfarer, at OB har accepteret et tilbud fra nordmændene på Mikkel Desler, og dagens træning i Ådalen bliver en af de sidste for spilleren, der stort set er opfostret i klubben.

Mikkel Desler kæmpede sig allerede i teenage-årene ind på OB-mandskabet. Han blev i 2016 udtaget til OL i Rio de Janeiro. Den blonde fynbo fangede hurtigt interessen fra andre klubber, hvor både Groningen og Brøndby har haft følere ude.

Han er imidlertid blevet et offer for sin alsidighed, hvor han efter ankomsten af cheftræner Jakob Michelsen er røget ud i en backuprolle på bænken. I den sammenhæng spiller det især ind, at backen Ryan Johnson Laursen har fået styr på de mange skader, og det har gjort udsigten til spilletid dyster i OB.

Derfor søger Mikkel Desler nu mod Haugesund, hvor han har udsigt til at spille Europa League efter holdet sluttede nummer fire i Eliteserien sidste sæson.

OPDATERING:
OB har nu på deres hjemmeside bekræftet salget af Desler til Norge:

- På det seneste har han stået i skyggen af Ryan, og derfor har Mikkel haft et ønske om at få mere spilletid og om at spille fast. Derfor ville vi ikke stå i vejen for ham, da Haugesund kom med en forespørgsel om at købe Mikkel. Så vi siger tak for denne gang og ønsker en rigtig OB-dreng alt det bedste i Haugesund og i hans videre fodboldkarriere, siger Jesper Hansen.

- Det er en speciel dag for mig. Jeg har været OB-spiller, siden jeg var 11 år, så det er selvfølgelig noget underligt noget at skifte væk fra OB. Det er vanvittigt mange år, og jeg har haft en rigtig god tid i klubben. Men jeg er kommet til et punkt i min karriere, hvor jeg har brug for at spille fast. Det har jeg ikke haft muligheden for at gøre i OB på det seneste, men jeg tror på, at jeg kan spille mig ind i startopstillingen i Haugesund.

- Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg stadig håber alt det bedste for OB og fansene. Jeg håber rigtig meget på, at de drømme og mål, der er i klubben, bliver realiseret. Det har vi ikke lykkes med i min tid, men jeg er sikker på, at det nok skal lykkes for drengene i fremtiden – og forhåbentlig sker det allerede i år. Jeg er og bliver en Odense-dreng, så jeg kommer helt sikkert tilbage til byen i fremtiden, siger Mikkel Desler.

Se også: Griner af fejl: - For tung i røven
Se også: Brøndby-fans trodsede forbud: Flere var utrygge
Se også: AaB-stjerne så mareridts-scoring på tv: - Det er dybt pinligt

3 kommentarer
Vis kommentarer