Mirakel-rejsen fortsætter

På et mål af blandt andre topscorer Kasper Junker vandt Bodø/Glimt det norske topopgør med 3-1 over Molde. Dermed er danskerklubben oppe på 10 sejre i træk

Bodø/Glimt snuppede sin tiende sejr i sæsonen. (arkivfoto) Foto: Svein Ove Ekornesvåg/Ritzau Scanpix
Bodø/Glimt snuppede sin tiende sejr i sæsonen. (arkivfoto) Foto: Svein Ove Ekornesvåg/Ritzau Scanpix

Danskerklubben Bodø/Glimt fortsætter sin vilde stime af sejre i den norske Eliteserie.

Søndag blev det til den tiende sejr ud af lige så mange mulige i sæsonen. Denne gang var det endda i topopgøret på hjemmebane mod Molde, der blev slået 3-1.

Det er en tangering af en 69 år gammel rekord. Tilbage i 1951 vandt Fredrikstad også de ti første kampe, og ingen har gjort det siden.

Med sejren fører Bodø/Glimt ligaen med 30 point for 10 kampe, mens den forsvarende mester, Molde, på andenpladsen har 25 point.

Topscorer Kasper Junker scorede til 2-1 med sit niende sæsonmål. Også Philip Zinckernagel var med hos Bodø/Glimt, der derimod havde Sammy Skytte på bænken i hele opgøret.

Molde kom ellers bedst fra start og scorede til 1-0 i det niende minut, efter at hjemmeholdet havde mistet bolden midt på banen. Molde slog hurtigt kontra, og Ohi Omoijuanfo scorede.

Udligningen faldt efter 25 minutter, da Patrick Berg scorede direkte på frispark fra omtrent 30 meters afstand.

20 minutter efter pausen lynede Kasper Junker så igen for Bodø/Glimt. Han fik en servering i feltet og huggede resolut bolden i mål med venstrefoden til 2-1.

Det var altså hans niende ligamål i sæsonen, og han er nu alene i spidsen for topscorerlisten.

Fem minutter senere øgede Jens Hauge føringen, da han brød igennem og scorede til 3-1.

1 kommentar
Vis kommentarer