Nils Arne Eggen er død

Den berømte cheftræner er sovet stille ind, oplyser Rosenborg

Nils Arne Eggen er gået bort. Foto: Martin Slottemo Lyngstad
Nils Arne Eggen er gået bort. Foto: Martin Slottemo Lyngstad
Følg Fodbold
Følg Udenlandsk fodbold

Norsk fodbold har mistet én af de allerstørste.

Den tidligere norske fodboldspiller og legendariske cheftræner Nils Arne Eggen er død. Han blev 80 år.

Det skriver Rosenborg på sin hjemmeside.

- Det er med stor sorg, at Rosenborg i dag modtog beskeden om, at klubben største legende er død, skriver klubben.

Ligeledes beretter den norske fodboldklub, at Eggen sov stille ind natten til onsdag.

Det oplyses ikke, hvad der præcist ligger til grund for trænerlegendens død. Dog kæmpede han gennem længere tid med sit helbred - blandt andet fik amputeret begge fødder for et par år siden.

Norske VG skriver, at Eggen vil blive husket som den største cheftræner nogensinde i norsk fodbold.

Nordmanden havde en kæmpe indflydelse, da Rosenborg byggede sin position tilbage i 1960. Først som spiller og dernæst cheftræner.

Han stod i spidsen som cheftræner for den norske storklub fra 1988 til 2002 - dog holdt han ét sabbatår i 1998.

I den lange periode nåede Eggen at vinde den bedste norske række ikke færre end 13 gange. Derudover var Rosenborg med i Champions League i otte sæsoner.

Det store højdepunkt var i foråret 1997, da Rosenborg nåede hele vejen til kvartfinalen i Champions League og dermed var blandt de otte bedste hold i Europas største klubturnering.

Her besejrede Eggen og co. blandt andet de italienske giganter AC Milan i gruppespillet på det ikoniske San Siro.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Nils Arne Eggen holdt hovedet oppe, selvom han kæmpede med sit helbred og mistede flere nærstående. Foto: Sakis Mitrolidis/Ritzau Scanpix
Nils Arne Eggen holdt hovedet oppe, selvom han kæmpede med sit helbred og mistede flere nærstående. Foto: Sakis Mitrolidis/Ritzau Scanpix
 

Ikke bange for at dø
Det seneste årti var en vanskelig tid for Nils Arne Eggen. Perioden var nemlig præget af sygdom og tab af nære familiemedlemmer.

Den norske legende fik foretaget en nyretransplantation i 2015, og ligeledes fik han amputeret sin højre fod i 2018 og den anden fod i 2019.

- Det er ikke alle, der får mulighed for at lære at gå to gange, sagde Eggen til VG i efteråret 2021.

Spoles tiden tilbage til 2011, mistede nordmanden sin kone, Karin, som følge af kræft. Og året efter døde hans søn Knut også.

Knut nåede at optræde på grønsværen under sin far i Rosenborg.

Nils Arne Eggen oplevede tab allerede i sine teenageår. Han mistede nemlig sin bror, Torbjørn, på tragisk vis i 1957, da han druknede. 

- Jeg er ikke bange for at dø. Men jeg er mere glad for at leve, sagde Eggen sidste år.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Agenterne: Fenger får fingeren

Mere fra Ekstra Bladet+

Den danske model er i fare, hvis ikke en masse tyk beton fjernes

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+