Norge holder fast i maksimalt 200 tilskuere på stadion

Tidligst 1. september besluttes det, hvorvidt arrangementer med over 500 personer skal tillades i Norge

Norge tillader blot 200 tilskuere på stadion, mens der i Danmark kan samle sig tusindvis af fans på lægterne. Foto: 11830 Anders Bjurö/Tt/Ritzau Scanpix
Norge tillader blot 200 tilskuere på stadion, mens der i Danmark kan samle sig tusindvis af fans på lægterne. Foto: 11830 Anders Bjurö/Tt/Ritzau Scanpix

Mens der i Danmark samler sig tusindvis af fans på landets fodboldstadioner, så holder Norge fortsat fast i en begrænsning på 200 tilskuere.

Og selv om Norges Fodboldforbund (NFF) ønsker at hæve det antal, så er der ikke umiddelbart ændringer lige om hjørnet.

I hvert fald har forbundet fået afslag på en anmodning om en yderligere åbning af de norske stadioner. Det viser et svar fra det norske sundhedsministerium ifølge den norske avis Aftonbladet.

- Det er besluttet, at der tidligst 1. september 2020 vil blive taget en beslutning om at åbne for arrangementer med over 500 personer, siger Bodil Blaker, der er afdelingsdirektør ved ministeriet.

Begrænsningerne er indført på grund af coronavirusudbruddet.

NFF havde ønsket at teste fire forskellige kampe med op mod 2500 tilskuere.

Sundhedsministeriet holder trods afvisningen en mulighed åben for, at antallet af tilladte tilskuere inden 1. september kan hæves fra 200 til 500.

I Danmark er det tilladt at samle op til 500 tilskuere i særligt opdelte sektioner på stadion, såfremt tilskuerne holder afstand til hinanden. Det betyder, at der eksempelvis i Parken er plads til over 10.000 tilskuere.

1 kommentar
Vis kommentarer