Denne lørdag spilles årets største kamp i Norge, når Rosenborg og Nicklas Bendtner tager imod Molde hjemme på Lerkendal.
Danskeren har scoret i sine to første liga-kampe for Rosenborg, men udover jubel giver det anledning til selv-refleksion hos nordmændene.
- Nicklas Bendtner skinner som en diamant og er erklæret som et geni efter to liga-runder. Er danskeren pludselig så god, eller er det norsk fodbolds elendighed, der afsløres? skriver Adressa-avisens fodboldskribent Kjetil Kroksæter i en klumme.
- Jeg synes, at den profilerede dansker har været en gave til Rosenborg og Eliteserien, og jeg føler forventning før hver optræden, lyder det fra Kroksæter, der stiller spørgsmålstegn ved niveauet i Norge.
På FIFA-ranglisten ligger Norge nu under lande som Færøerne og Syrien, og UEFA rangerer Eliteserien som 25. bedste liga mellem Cypern og Aserbajdsjan.
- Det er ikke så mange måneder siden, at Bendtner var ugleset på næsthøjeste niveau i England. Han virkede tung, kejtet og scorede bare to mål i 15 kampe. Onsdag kunne han jogge uforstyrret frem til første stolpe og putte bolden i mål. I vores liga er markeringerne to meter væk, og Bendtner får tid og rum til at glimre, lyder det fra Kroksæter.
- Som journalist elsker jeg hypen om danskeren, men samtidig føler jeg en trang til at stille de udfordrende spøgsmål. Kan det være sådan, at Nicklas Bendtner afslører, hvor dårligt det egentlig står til?, skriver Kroksæter.
- Luller vi os ind i en falsk forventning om, at han kan frelse Rosenborg og norsk fodbold? Strengt taget er der vel ingenting, som tyder på, at norsk fodbold er på bedringens vej, lyder det.
Klummeskribenten er glad for, at en tidligere landsholdsspiller som Kjetil Rekdal har kritiseret norsk fodbold.
- Men gennem 90 minutter lørdag aften, så skal vi slippe følelserne løs i det som er norsk fodbolds vildeste naboopgør. Heia Lord Bendtner!, lyder det fra Kroksæter.
Norsk fodbold værre end nogensinde
Også hos norsk TV2 er den rutinerede fodboldekspert Ivar Hoff nervøs for, hvad Bendtners succes viser.
- Begyndelsen af Eliteserien er en opvisning i uduelighed. Norsk fodbold er værre end nogensinde. Men Bendtner leverer, siger Hoff til Dagbladet.
- Norsk fodbold har aldrig været dårligere. Der er norske trænere næsten over det hele. De er nederst på ranglisten fagligt. Det som kommer fra norske trænere og ledere har ikke båret frugt, lyder det fra Hoff, der ellers er glad for den danske angriber.
- Han er en af de skarpeste angribere. Der har været en del rock 'n' roll omkring ham, men nu er han i medvind både på og uden for banen, forklarer Hoff.
- Rosenborgs sportslige leder Stig Inge Bjørnebye har gjort et fantastisk job med at hente ham. Det er et plus i bogen, lyder det.
Den norske tv-ekspert mener, at norsk fodbold trænger til inspiration udefra og henviser til en tid, hvor der kom mange svenske trænere til, der skabte vinderkultur.
Bendtner kender os ikke
Bendtner har på fem år scoret fem gange i liga-sammenhæng, og nu har han scoret to kampe i træk. I aften gælder det kampen mod Molde, og her er der respekt fra modstandernes side.
- Han har været god. Han er en snu fyr, så jeg vil være meget opmærksom og holde øje med ham. Men de har mange andre gode spillere også, siger Molde-anfører Ruben Gabrielsen til Adressa.
Gabrielsen og kollegaen i midterforsvaret Stian Rode Gregersen skal dække Bendtner i lørdagens brag, men dem kender danskeren nok ikke.
- Nej, det ved han nok ikke. Jeg tror også, at han er ret ligeglad med det. Det håber jeg i hvert fald. Jeg tror, at han tænker på helt andre sager, siger Gabrielsen.
- Han tænker på at score - ikke på hvem han spiller mod, siger Gabrielsen.
- Jeg tænker på at forhindre mål, så jeg tænker nok også på, hvem jeg spiller mod. Jeg koncentrerer mig nok mere om ham, end han gør om mig. Det er sikkert, siger Gabrielsen.
Det er klokken 18.00 i aften, at Rosenborg og Nicklas Bendtner møder Molde, og du kan følge kampen live hos Ekstra Bladet.
Her er Ekstra Bladet på besøg til Bendtner-mani i Norge: