Nicklas Bendtner greb søndag formiddag telefonen og foretog et opkald til Norge. Her fik han fat i Rosenborg-ledelsen, hvor han informerede om, at han få timer havde været indblandet i en 'uheldig' episode i København. Formentlig den, hvor en taxichauffør brækkede kæben.
Det fremgår af en pressemeddelelse, Bendtners norske klub Rosenborg har lagt op på sin hjemmeside.
- Søndag formiddag blev vi orienteret om, at det havde været en uheldig hændelse i København, hvor Nicklas Bendtner havde været involveret. Det var en meget nedtrykt Nicklas Bendtner, som selv kontaktede klubben og informerede om, hvad der var sket, lyder det indledningsvis.
Dernæst bliver det forklaret, at man i klubben har forsøgt at danne sig et overblik over episoden, men at man for alvor vil tage fat på det arbejde, når Nicklas Bendtner efter planen vender tilbage til Trondheim en af de kommende dage efter sin genoptræning i København.
- Vi vil så stille og roligt gennemgå det, der er sket, og vurdere hvordan klubben skal reagere. Vi vil behandle Nicklas på den måde, han har krav på uanset handlingen.
- Hvis sagen ender i retssystemet, er vi sikre på, at det danske retssystem håndterer sagen på den rigtige måde.
Klubben oplyser også, at den har undskyldt episoden over for Dan Taxi, hvor den kvæstede chauffør er ansat:
- Vi har også været i kontakt med det danske taxiselskab og orienteret om, hvad klubben vurderer at foretage sig samt udtrykt beklagelse for hændelsen, uden at vi har fuldstændig kendskab til detaljerne.
Hvilke sportslige konsekvenser episoden får for Nicklas Bendtner er altså endnu uvist. I Wolfsburg havde han en såkaldt ballade-klausul, der betød, at den tyske klub kunne ophæve hans kontrakt, hvis han dummede sig på lignende måde.
Taxiselskabet bekræftede søndag over for Ekstra Bladet, at voldsmanden var Nicklas Bendtner. Den oplysning ville politiet ikke bekræfte - blot at der var indgivet en anmeldelse for vold, og at en person blev anholdt og nu er sigtet for samme.
Tåbelig igen og igen: Idiotisk Bendtner færdig på landsholdet