Det er nogle hårde dage, den norske mesterklub, Rosenborg BK, er igennem.
Mens balladen om Nicklas Bendtner alt andet lige må kunne klares med et suk, en skideballe og et kikset pressemøde, forholder det sig anderledes med forhenværende cheftræner Kåre Ingebrigtsen og dennes assistent, klublegenden Erik Hoftun.
For de trækker nu deres tidligere arbejdsgiver i retten. Det skriver alle store, landsdækkende medier i Norge.
Stævningen sendes en af dagene, lyder meldingen
Årsagen er fyringen af de to profiler 19. juli.
- Sagen handler om hvordan RBK benytter sig af arbejdsaftaler, der strider mod arbejdsmiljøloven samt Rosenborgs håndtering af processen mod Hoftun og Ingebrigtsen, skriver advokatfirmaerne Thommessen AS og Bjerkan Stav Advokatfirma AS og tilføjer, at Trenerforeningen - sammenslutningen af norske fodboldtrænere - står bag de to.
Skal gøres på en ordentlig måde
Trenerforeningens leder, Teddy Moen, bekræfter overfor avisen Verdens Gang, at man er overrasket og skuffet over Rosenborgs håndtering af fyringen.
- De er i deres gode ret til at opsige fodboldtrænere, men det skal gøres på en ordentlig måde. Arbejdsmiljøloven gælder også i fodbold. I tillæg skal du have respekt for dine ansatte, citeres Teddy Moen for at sige.
- Problemet ligger i, at Ingebrigtsen og Hoftun aldrig fik en egentlig begrundelse for fyringen. Og meddelelsen kom heller ikke skriftligt, men mundtligt. De blev bare bedt om at gå samme dag.
I sådanne sager skal parterne først have et drøftelsesmøde. Det sprang Rosenborg-ledelsen elegant over.
- Det værste var, at Erik Hoftun fik beskeden i et rum, hvor der også var andre mennesker til stede, siger Teddy Moen til Verdens Gang og tilføjer, at det både handler om det juridiske og det moralske i sagen.
- De er ikke behandlet, som de burde være, siger Moen og henviser til deres status i klubben gennem mange års arbejde.
Legender
I Rosenborg vælger man - i øvrigt præcis som i Bendtner-sagen - at forholde sig roligt i offentligheden. Helt roligt.
- Vi forholder os helt roligt til dette. I Rosenborg mener vi, at vi har juraen og alt andet i denne sag på plads, siger personalechef Trond Alstad til Verdens Gang.
Ifølge advokaterne har der været en skriftlig korrespondance mellem parterne, og der er blevet afholdt et resultatløst møde.
- Det bliver nu en retslig proces ved domstolene, og vi mener, at opsigelserne af Hoftun og Ingebrigtsen er usaglige, skriver de i en pressemeddelelse.
Kåre Ingebrigtsen har været cheftræner i klubben i fire år og vundet tre mesterskaber og to pokalturneringer. Som spiller repræsenterede han klubben i flere omgange. Mest iøjnefaldende i perioden 1985-1992, hvor han opnåede i omegnen af 150 førsteholdskampe.
Erik Hoftun kom til klubben i 1994 og overtog mere eller mindre pladsen efter Ingebrigtsen og var en central skikkelse på det mandskab, der kvalificerede sig til Champions League-gruppespillet otte år i træk.
Han har vundet 11 mesterskaber som spiller og tre som assisterende træner med klubben.
Nu taler taxachaufføren - afviser Bendtners forklaring
Rosenborg-boss konfronteret: Sådan ser Bendtners fremtid ud
'Jeg er glad for, at Bendtner hjalp min datter'
Bendtners kæreste: 'Taxachaufføren gik amok'