Pinlig bommert: - Vi var for hurtige

Det norske fodboldforbund gik verden rundt, da de kom til at aflyse sommerens EM et par timer før, det blev officielt

Tirsdag blev EM officielt udsat. 'Det eneste rigtige', lyder det fra Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen. Producer: Lasse Brøndal

Tirsdag sad alle Europas fodboldfans og ventede på, hvad UEFA ville gøre med sommerens EM-slutrunde.

Noget overraskende var det det norske fodboldforbund NFF, der var først i verden med den officielle melding om, at EM var udskudt til 2021. En melding, der blev citeret verden over.

Men hvordan kunne Norge gøre det officielt klokken 13.17, når UEFA første meldte det officielt ud lige efter klokken 15?

Det norske fodboldforbund erkender, at de har lavet en bommert og har da også beklaget til UEFA.

- Vi har været nådesløst åbne, og vi var simpelthen lidt for hurtige, siger generalsekretær i NFF, Pål Bjerketvedt, til NRK.

- Det var så tydeligt, hvad beslutningen ville blive, og da den blev bekræftet, så valgte vi at gå ud med den bekræftelse, fordi trykket fra medierne havde været så stort.

- Men vi skulle selvfølgelig have ventet til den officielle pressemeddelelse kom fra UEFA et par timer senere, siger Bjerketvedt.

Fodboldforbundets kommunikationsrådgiver Mari Stanisic Waagard erkender også, at der gik noget galt.

- Vi fik besked fra en på mødet om, at det var fint lægge det ud, så det gjorde vi.

- Vi havde naturligvis ikke publiceret det, hvis vi ikke havde fået besked om, at det var ok, siger Waagard til VG.

Direktøren for kommunikation og samfundskontakt i NFF, Gro Tved Anderssen, lægger sig også fladt ned.

- Da antallet af retweets skød i vejret, og udenlandske medier begyndte at retweete os, så fornemmede vi godt, hvad der var sket.

- Men der er det sådan i en digital verden, at det, der er ude, det er ude, siger hun til VG.

EM 2020 er blevet til EM 2021. Foto: Anton Vaganov/Ritzau Scanpix
EM 2020 er blevet til EM 2021. Foto: Anton Vaganov/Ritzau Scanpix
 

NFF har efterfølgende haft en fin dialog med UEFA om bommerten og tilbage står kun at finde ud af, om Norge mon kvalificerer sig til EM-slutrunden, der nu finder sted fra 11. juni til 11. juli i sommeren 2021.

Norge skal først igennem to playoff-kampe for at komme til EM, og første hurdle er Serbien.

Hvornår disse kampe spilles er endnu uvist, men i Norge tales der om, at udskydelsen af EM kan være en fordel, da man råder over et meget ungt og talentfuldt hold, der kun bliver bedre med tiden.

Se også: Hemmeligt møde om hurtig kongetransfer

Se også: Slut på mareridt: FCM-exit før tid

Se også: Stjernespiller færdig i topklub efter coronakritik

Nicklas Backman fik rødt kort, og dommeren fastholdt - helt uforståeligt - sin kendelse efter kampen. Foto: Henning Bagger/ Ritzau Scanpix Sport og Spil Grotesk fejldom: Systemet har spillet fallit!

15 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Sport