Skrækskade på banen: - Jeg kunne være død

Et kompliceret benbrud kunne have kostet svenske Jesper Nyholm mere end bare førligheden

Jesper Nyholms karriere blev bremset brat op i marts, da han brækkede benet kompliceret. Foto: Foto: Magnus Liljegren/Stella Pictures
Jesper Nyholms karriere blev bremset brat op i marts, da han brækkede benet kompliceret. Foto: Foto: Magnus Liljegren/Stella Pictures

Jesper Nyholms holdkammerater i AIK Stockholm er i fuld gang med opstarten til den forestående sæson. Det er Nyholm ikke.

Han er ikke engang tæt på at kunne komme på træningsbanen. Ja, han ved ikke engang, om han nogensinde kommer til at spille fodbold igen.

For 11 måneder siden så tingene anderledes ud. Her var han sammen med AIK på vej i pokal-semifinalen mod Örebro, da det pludselig gik galt.

I en tilfældig nærkamp fik Örebros Michael Omoh stemplet Nyholms højre skinneben, der knækkede midt over og efterlod Nyholm i store smerter.

Han blev hastet til hospitalet og opereret for det komplicerede brud. Det er han blevet i alt ti gange siden og står nu over for den 12. og sidste operation, men et eller andet sted har han det som om, at han følelsesmæssigt ikke helt er kommet videre.

- Jeg hænger måske stadig fast i 2018. Det må jeg nok sige. Men det handlede om at overleve den første tid. Den første måned lod jeg mig bare føre med af stormen. Sidenhen fik jeg at vide, at jeg kunne have mistet benet - jeg kunne være død.

- Da jeg fik alt det at vide, tænkte jeg bare, 'okay, men hvordan løser vi det?' Det har været en hård tid. Jeg har aldrig været sat på så mange prøver inden, siger Jesper Nyholm i et interview med den svenske avis Expressen.

Specielt den psykiske del af hele perioden fra uheldet har været hårdt for den 25-årige forsvarsspiller.

- Det er klart, at der er perioder - specielt når jeg skal til at sove - hvor jeg synes, at det er ret tungt. Men næste dag vågner man, det er tid til træning, og så slipper man de tanker.

- Man skal nok forsøge ikke at tænke så meget på, 'hvorfor det lige skete for mig?', for den tanke kan nok holde en tilbage og gøre dig nedtrykt, siger han.

Han skal som nævnt gennem en sidste operation, inden han for alvor kan fokusere på at vende tilbage som fodboldspiller. Men han er indstillet på, at det kommer til at tage lang tid endnu.

- Det er vel cirka 85 procent helet nu. Efter at det havde stået stille i måske et halvt år, gik vi ind og fjernede to skruer. Der var det som om, at det meste løste sig, og det har det gjort på bare to-tre måneder, siger Jesper Nyholm.

AIK indleder sæsonen - uden ham - 29. marts mod Östersunds.

Se også: Forfærdelige billeder: Brækker benet i vanvidstackling

Se også: Brøndby udstillet! Esbjerg rykker forbi i tabellen

Se også: Tryllemål - og vanvittig stempling på halsen

8 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere