Slagtet i magtkamp: Derfor blev dansker fyret

Jakob Michelsen blev ofret i Hammarby efter en turbulent strid med sportschef Jesper Jansson

Jakob Michelsen tabte magtkampen. Foto: All Over
Jakob Michelsen tabte magtkampen. Foto: All Over

Jakob Michelsen troede, at han ville få et år til at vænne sig til Hammarby og Allsvenskan - og så skulle det hele kulminere i 2018.

Men ansættelsen af sportschef Jesper Jansson i maj endte med at blive skæbnesvanger for danskeren, der hurtigt befandt sig i en decideret magtkamp. Efter stormfyldte otte måneders samarbejde med Jansson blev sølvmageren fra Sønderjyske fyret torsdag.

Stort set fra den dag, den tidligere chefscout fra FC København trådte ind på Tele2 Arena, startede magtkampen, og sommerens spillerindkøb blev den første styrkeprøve mellem de to.

Armlægningen fortsatte i kulissen over efteråret, og konflikten stod klokkeklart, da den 37-årige veteran Kennedy Baciroglü i slutningen af oktober fik forlænget sin aftale med et år. Janssons beslutning hele vejen.

- Kennedy har været en vældig vigtig spiller for Hammarby i mange år, men hans nærmer sig sin udløbsdato. Det kan alle se, og det ved Kennedy også, sagde Jakob Michelsen således i april - inden Jesper Jansson kom til.

Jakob Michelsen og Jesper Jansson (th.) fungerede ikke sammen. Foto: Andreas L Eriksson/Bildbyrån
Jakob Michelsen og Jesper Jansson (th.) fungerede ikke sammen. Foto: Andreas L Eriksson/Bildbyrån

Derfor er det ikke så underligt, at den 37-årige veteran efter fyringen af danskeren mente, at det var et udtryk for 'nosser,' at Jakob Michelsen fik sparket.

- Personligt synes jeg Bajen (Hammarby, red.) viser nosser. At de vil mere end sidste år. På en facon viser Hammarby, at man er en storklub, som sigter efter at gøre noget godt denne sæson, lød meldingen fra Kennedy Baciroglu.

Ekstra Bladet har talt med flere personer med stor indsigt i forholdene i Hammarby, og der er talrige eksempler på modsætningerne mellem Jakob Michelsen og Jesper Jansson.

Rystet dansker
Selv ønsker Jakob Michelsen efter fyringen ikke at drøfte sine relationer til Jesper Jansson.

- Det har jeg ingen kommentarer til, lyder det kortfattet fra den normalt så snakkesalige danske træner.

Det er en tydeligt rystet dansk træner, som Ekstra Bladet fanger over telefonen efter karrierens første fyring.

- Vi var enige om strategien ved min ansættelse. Der skulle bruges tre transfervinduer på at justere spillertruppen, og så skulle vi præstere, siger Jakob Michelsen, der blev håndplukket til trænerstolen af daværende sportschef Mats Jingblad, der blev fyret i klubben i april.

- Undervejs hentede vi en niendeplads i ligaen, men det var egentlig sekundært. Det var først fra næste sæson, at det skulle stå sin prøve, og vi skulle levere.

- Derfor er jeg utrolig ked af, at jeg ikke får mulighed for at arbejde videre. Vi har fået bygget noget utroligt spændende op den seneste sæson, og jeg er sikker på, at Hammarby går en stor sæson i møde, siger Jakob Michelsen.

Svensk presse: Dårligt forhold til truppen
I dele af svensk presse bliver Jakob Michelsens stil i forhold til truppen omtalt som et problem, men danskeren selv er afvisende.

- Jeg oplevede en god træningskultur, og jeg kan kun rose truppen for at arbejde stærkt og være med til at give mig troen på en god sæson, siger Jakob Michelsen, der får støtte i den udlægning fra en af truppens svenske spillere:

- Vi fungerede godt sammen. Han og jeg og hele holdet. Der har ikke været nogen interne problemer overhovedet. Samarbejdet har fungeret godt, siger ligalandsholdsspilleren Jiloan Hamad til Fotbollskanalen.

- Sidste sæson var måske ikke den bedste præstation. Men der var samtidig også meget nyt, så det var ganske utaknemligt at overtage som træner med så mange forandringer, siger Jiloan Hamad.

- Fyringer er en del af trænerjobbet. Det er klubbens beslutning. Men det føles da mærkeligt her første gang. Jeg er stadig glad for det jeg nåede med truppen og tilhængerne. Og det glæder mig, at mange har ringet for at give deres besyv med. Det varmer i en kold tid, siger Jakob Michelsen, der skal bruge den kommende tid på at få klarhed over sin situation.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Se også: Michelsen fyret i Hammarby efter magtkamp

Se også: Strides om alt: Dansker presset af magtkamp

Se også: For dårlig til 1. division: Nu brager han igennem i Europa

Se også: Stjernen hylder dansker-fyring: Klubben viser 'pungkulor'

1 kommentar
Vis kommentarer