Spillede i norsk storklub: Nu er han efterlyst i voldtægtssag

Den tidligere Molde-spiller Babacar Sarr møder ikke op i retten i en voldtægtssag, og han er derfor blevet internationalt efterlyst

Babacar Sarr nægter at møde op i retten i Norge. Foto: Svein Ove Ekornesvåg/NTB/Ritzau Scanpix
Babacar Sarr nægter at møde op i retten i Norge. Foto: Svein Ove Ekornesvåg/NTB/Ritzau Scanpix

28-årige Babacar Sarr er ikke meget for at komme til Norge.

Den senegalesiske midtbanespiller har ellers tilbragt fem år i landet som fodboldspiller i Sogndal og Molde, men afskeden med landet blev langt fra lykkelig.

I 2017 blev han nemlig sigtet for først en voldtægt, og da sagen kom frem kom også yderligere fire anklager. Han blev dog frikendt for den første sag året efter, men sagerne blev anket til den landsret.

Her mødte Sarr ikke op til de første retsmøder, hvilket fik de norske myndigheder til at udsætte sagen til juni, og da han heller ikke mødte op der, blev han efterlyst internationalt.

Sagen er igen blevet optaget, men Sarr udebliver fortsat. Og det begrunder han i en SMS, der allerede i juni blev sendt til hans agent, Jim Solbakken.

'Jeg, Babacar Sarr, er blevet informeret om, at retsmøderne vil finde sted i juni i stedet for oktober. Min advokat har fortalt mig, at jeg ikke kan have den samme advokat, fru Mette Yvonne Larsen, da retten har besluttet at genoptage sagen på et tidspunkt, hvor hun har travlt.'

'Jeg accepterer ikke en anden advokat. Hun kender min sag. Husk venligst på, at første gang, jeg var i retten, blev jeg frikendt, og af den grund accepterer jeg ikke en anden advokat,' skriver Sarr.

Sarr spiller for tiden fodbold i Saudi-Arabien, hvor Interpol har været i kontakt med ham. Men da landet ikke har en udleveringsaftale med Norge, kan han ikke nødvendigvis arresteres, med mindre Saudi-Arabien går med til det.

Selv om Babacarr Sarr altså i første omgang blev frikendt, blev han alligevel dømt til at betale en erstatning til kvinden på 110.000 danske kroner. Det betyder, at retten vurderede, at det var overvejende sandsynligt, at Sarr er skyldig, men at det ikke kan afvises, at han er uskyldig.

Sarr har udover at nægte at møde frem også nægtet at afgive en dna-prøve til retten, der i hvert fald kan komme i spil til en af de fire øvrige sager, hvor den angiveligt forulempede kvinde har født et barn, der ligeledes angiveligt er hans.

Se også: Voldtægts-anklager vælter ned over fodboldspiller: Nu giver han igen

Se også: Norsk topspiller sigtet for voldtægt

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere