Den belgiske klub Gent har tidligere haft spillere som Søren Busk, Anders Nielsen, Jesper Jørgensen og Nicklas Pedersen i truppen, men aktuelt råder klubben ikke over nogle spillere med et rødbedefarvet pas.
Der kan imidlertid være én på vej.
Før jul kom det frem, at Gent har et godt øje til Anders Christiansen, der har været en dominerende faktor for Malmö FF lige siden sit skifte dertil i januar 2016, og nu skriver Het Laatste Nieuws, at en transfer er på vej i den rigtige retning. Der er dog endnu ikke enighed om en pris mellem de to klubber.
Det er kun tre måneder siden, at Malmö FF forlængede kontrakten med Anders Christiansen frem til 2022, så de svenske mestre kan med rette forlange en høj pris for den danske midtbanespiller, som klubben selv hentede for et beskedent beløb i Chievo.
27-årige Anders Christiansen har en fortid i FC Nordsjælland og har haft en forrygende sæson i Malmö FF, hvor han efter sæsonen både kunne lade sig kåre som svensk mester med klubben, men samtidig også sikre sig stor personlig succes, da han ved det årlige svenske award-show modtog to priser.
Først fik han prisen som Årets midtbanespiller, inden aftenens store pris også havnede i turbanen hos danskeren, da han blev kåret til året spiller i Allsvenskan.
Nu skal han muligvis følge op på den succes i Belgien.
'Glemt' dansker hyldes i Sverige: Vinder to store priser
Belgisk medie: Gent jagter Anders Christiansen
Danskerduo sikrede mesterskabet: Se billedet der vækker opsigt