Det kunne ikke fortsætte.
Det måtte bare ikke fortsætte.
Milos Milojevics tid som cheftræner i Malmö FF er slut.
Det bekræfter den svenske storklub på sin hjemmeside.
- Baggrunden er de sportslige præstationer samtidig med, at holdet nu går ind i en afgørende del af sæsonen med både kvalifikation til det Europa og kamp om guldet.
- Beslutningen om at gå hver til sit blev truffet efter aftale med Milos Milojevic, lyder det i pressemeddelelsen.
Fyringen kommer efter mareridtet forleden i Champions League-kvalifikationen.
0-3 til Zalgiris fra Litauen og farvel til drømmene om det slutspil, klubben har været med i tre gange det seneste tiår.
Én ting er Champions League-drømmen, der bliver knust. Noget andet er måden, det skete på.
Det svarer til FC Københavns blamage mod Gorica i sin tid.
- Det er en beslutning, ledelsen i klubben skal træffe. Ikke jeg. Det var ikke mig, der hyrede mig, sagde Milojevic til Aftonbladet efter fiaskoen, hvor han af åbenlyse årsager blev spurgt til sin egen fremtid i klubben.
Artiklen fortsætter under billedet..
Et stort antal fans ventede ikke længe, før de begyndte at råbe op om fyring, og ifølge flere svenske mediers oplysninger, blev der torsdag holdt møde i klubbens bestyrelse om, hvad der var det rette at gøre.
Milojevic selv holdt også møde med sportsdirektør Andreas Georgson. Og denne valgte altså i samråd med sportsdirektør Daniel Andersson og bestyrelsen at sige farvel og tak for nu.
Han har stået i spidsen for førsteholdet, siden han først på året tog over efter Jon Dahl Tomasson.
Sæsonen har været nogenlunde acceptabel for de regerende mestre fra 2021 (svenskerne har sæson, der følger kalenderåret), og man ligger på en femteplads - tre point efter Djurgården på førstepladsen efter 16 af 30 kampe.
Han vandt dog den svenske pokalturnering med klubben i foråret. Den første pokaltitel til klubben siden 1989.
--------- SPLIT ELEMENT ---------