Tidligere Brøndby-spiller tævet med hammer: Nu skal HA-rocker i fængsel

46-årige HA rocker skal i fængsel, ligesom en medgerningsmand straffes for voldsomt overfald med hammer mod Franck Semou, der tidligere har spillet i Brøndby

Franck Semou spillede 26 kampe for Brøndby, inden turen gik videre. Talentet blev dog aldrig rigtig forløst. Sidste år var han udsat for et overfald, hvor gerningsmændene nu er dømt. Foto: jens Dresling.
Franck Semou spillede 26 kampe for Brøndby, inden turen gik videre. Talentet blev dog aldrig rigtig forløst. Sidste år var han udsat for et overfald, hvor gerningsmændene nu er dømt. Foto: jens Dresling.

Det koster tre et halvt års fængsel for en 46-årig HA-rocker og tre års fængsel for en 25-årig medgerningsmand fra København, da de sidste efterår i september angiveligt overfaldt fodboldspilleren Franck Semou, da han var på vej hjem fra træning i sin norske klub, HamKam, en klub der optræder i den tredjebedste norske fodboldrække.

Det kom frem i retten, at baggrunden for overfaldet ligger en del år tilbage. De to tiltalte mener, at Franck Semou slog en datter til en af deres bekendte for seks år siden.

- Jeg ville give ham lærepenge, udtaler den 25-årige, der i retten ikke ville sige, hvem vennen eller datteren var, som angiveligt var blevet slået af Franck Semou.

De to gerningsmænd er blevet dømt ved retten for at have slået Franck Semou med en hammer. Det var et voldsomt overfald, som betød, at den 24-årige midtbanespiller fik kraniebrud. Et overfald, der rent faktisk resulterede i, at han var ude af spillet fra september til april i år.

Franck Semeu var i sin tid et stort midtbanetalent, men talentet blev aldrig rigtig forløst. Han startede i Hvidovre og skiftede siden til Brøndby, hvor han nåede 26 kampe, inden karrieren fortsatte i AB, Svebølle, Brumunddal og siden 2016 for HamKam.

De to gerningsmænd nægtede sig skyldige frem til retssagen gik i gang i den forløbne uge i Norge.

Slog med en hammer
Men den 25-årige erkendte i retten, at han havde slået Franck Semou med en hammer i hovedet, men han havde samtidig slået fast, at det ikke var for at skade ham.

Ole Petter Drevland, den 25-åriges forsvarer, har forklaret til Hamar Arbeiderblad, at erkendelsen kom efter et forhør sidste tirsdag.

- Han har givet en forklaring og forklaret, at den anden tiltalte ikke har noget med sagen at gøre. Min klient har erkendt, han har slået, men ikke forsøgt at udføre grov skade, siger advokaten.

Satte medgerningsmand af
Den 25-årige tiltalte forklarede i retten, at han satte den 46-årige medgerningsmand af, før han opsøgte Franck Semou.

- Jeg slog ham to gange med hammeren. Med al respekt kunne jeg have smadret hovedet, men det gjorde jeg ikke. Han stod oprejst, da jeg slog. Han kom tilbage for at hente sin telefon, og jeg kunne have slået ham flere gange, men det gjorde jeg ikke, forklarede den 25-årige i retten ifølge Hamar Arbeiderblad.

Det 46-årige HA medlem forklarede i retten, at han var i Norge for at lykønske et nyt HA medlem. Han oplyste, at han første gang hørte om angrebet på Franck Semou, da politiet stormede hans hus i slutningen af oktober sidste år – altså én måned efter overfaldet.

Måtte syes to steder
Franck Semou var også i vidneskranken under sagen, hvor han forklarede, han var på vej hjem fra træning den skæbnesvanger septemberdag sidste år.

Han opdagede to personer, der gik bag ham, men han gik videre og bemærkede siden, at de kom tættere på ham.

Han oplyste i retten, han måtte syes to steder i hovedet og gik med hovedpine flere måneder efter overfaldet.

Franck Semou oplyste også i retten, at han ikke har nogen formodning om, hvorfor han blev overfaldet.

Se også: Sigtet for hammer-vold: Rockerveteran udleveret til Norge

Se også: Tidligere Brøndby-spiller overfaldet: Juridisk tvist bremser udlevering af mistænkt

Se også: Brøndby-spiller fortsætter i 2. division

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere