Viktor Fischer fik lørdag debut for AIK, da han blev skiftet ind i pokalkampen mod Västerås.
Fischer kom på banen efter 56 minutter til stor jubel for Stockholm-klubbens fans, og det var en stor oplevelse for danskeren, fortalte han til Fotbollskanalen efter kampen.
- Det bemærkede jeg. Det var fantastisk. Det gav mig en masse energi. Jeg havde ikke regnet med det, for jeg er ikke svensk, og jeg kommer ikke fra Stockholm. Men det betyder, at de ser noget godt i det, jeg kan give klubben, og jeg vil gerne betale dem tilbage. Det var overvældende og meget rørende for mig. Det var rigtig fedt.
Der er generelt stor hype omkring Viktor Fischer blandt AIK-tilhængerne.
- Det er fantastisk, men det forpligter også. Det gør, at jeg skal leve op til det og være god. Jeg er meget glad for, at tilhængerne var der for mig i denne kamp, og jeg er sikker på, de også kommer til at være der for holdet resten af sæsonen.
- Det var sindssygt at spille foran så mange mennesker. De gav også enorm energi, på trods af at vi ikke engang spillede på Friends Arena (kampen blev spillet på Tele2 Arena, red.).
Fischer leverede lovende takter i den tid, han fik på banen, og han havde sågar et forsøg på overliggeren.
Kampen sluttede 1-1.