Rangers tæt på at miste ti point

Den skotske storklub er i store økonomiske problemer, der nu ser ud til at koste en fratrækning af ti point

Maurice Edu i kamp for Rangers i kvalifikationen til dette års Champions League mod Malmö FF. (Foto: AP/Scott Heppell)
Maurice Edu i kamp for Rangers i kvalifikationen til dette års Champions League mod Malmö FF. (Foto: AP/Scott Heppell)

Den skotske storklub Glasgow Rangers er meget tæt på at være sat af i duellen om det skotske mesterskab med rivalerne Celtic.

Ifølge flere nyhedsbureauer er Rangers tæt på en betalingsstandsning og har indleveret et ønske om at blive sat under administration til retten i Edinburgh på grund af store økonomiske problemer.

- Hvis vi ikke havde taget dette skridt, ville konkurs være eneste mulighed. Dette sikrer klubbens fremtid på længere sigt, siger Rangers-ejer Craig Whyte.

Rangers har nu angiveligt fem dage til formelt at erklære, at klubben er i betalingsstandsning, og ifølge de skotske regler vil det betyde en pointfratrækning på 10 point at komme under administration, hvorefter Rangers vil være hele 14 point efter bysbørnene Celtic.

Ny angriber
Rangers afventer afgørelsen af en skattesag, der kan ende med at koste klubben op mod 75 mio. pund, svarende til ca. 700 mio. kr. inklusive renter og en eventuel bøde, oplyser Craig Whyte.

- De 49 mio. pund, der ofte blvier citeret, er skatteregningen og renter alene, men de kan også tildele os en bøde, så vi kan komme op på 75 mio. det er et chokerende tal, og der er ingen måde, hvorpå vi kan betale det, siger Whyte.

Samtidig med nyheden om betalingsstandsningen har Rangers offentliggjort, at den har skrevet en treårig kontrakt med den 35-årige angriber Daniel Cousin. Han har kortvarigt spillet i klubben Sapins i hjemlandet Gabon, hvor han også netop har deltaget ved de afrikanske mesterskaber.

Cousin spillede tidligere for Rangers i sæsonen 2007-08, da han scorede 11 mål i 28 kampe.

0 kommentarer
Vis kommentarer