TV: Her angriber tilskuer Celtic-manager

Politiet nåede at gribe ind, da Hearts-tilhænger forsøgte at angribe Neil Lennon

Celtics manager Neil Lennon blev angrebet af en tilskuer under kampen mod Edinburgh-klubben Hearts. Manageren slap dog uden skader. (Foto:AP)
Celtics manager Neil Lennon blev angrebet af en tilskuer under kampen mod Edinburgh-klubben Hearts. Manageren slap dog uden skader. (Foto:AP)

Celtics manager Neil Lennon var onsdag igen i fokus, da hans hold mødte Edinburgh-klubben Hearts på udebane. Gary Hooper havde netop bragt Glasgow-klubben foran med 2-0, da en af hjemmeholdets tilhængere forsøgte at angribe Lennon.

Tilhængeren hoppede fra hovedtribunen ind på banen og satte i fuld galop kurs mod Lennon, der på det tidspunkt befandt sig på sidelinjen. Et par årvågne vagter nåede at gribe ind og tilhængeren blev efterfølgende fjernet af politiet.

Episoden skabte en del uro hos Celtics tilhængere, som dog kan glæde sig over, at deres klub fik en helt nødvendig sejr på 3-0 i bestræbelserne på at fastholde chancen for at indhente førerholdet i den bedste skotske fodboldliga, Glasgow Rangers. Nu afgøres mesterskabet først i den næste og afsluttende spillerunde.

Neil Lennon vil uden tvivl gerne frabede sig den form for opmærksomhed, men det er nu anden gang i løbet af den seneste måned, at han er indblandet i en ubehagelig episode

Se episoden her

I april oplyste politiet i Skotland, at Lennon var en af tre personer, med tilknytning til Celtic, som ukendte personer havde udset som mål for pakkebomber, der var specielt designet til at 'dræbe eller lemlæste'.

Man troede egentlig først, at pakken, der var adresseret til Neil Lennon, var en spøg, da den blev fundet på et postkontor den 26. marts. Men Strathclyde Politi valgte at sætte en efterforskning i gang.

- Det var en ægte bombe, som var designet til at gøre skade. Vi tager denne sag meget alvorligt, sagde en talsmand fra politiet.

Tidligere på sæsonen modtog Lennon en pakke med pistolkugler.

Fodboldklubberne i Skotland har en historisk tilknytning til enten den katolske eller den protestantiske del af samfundet. Hovedparten af Celtics tilhængere er således katolikker, mens Glasgow Rangers fans hovedsageligt er protestanter.

Lennon er katolik og ikke uvant med trusler. I sin tid som landsholdsspiller for det protestantisk dominerede Nordirland, modtog han flere gange dødstrusler.

Tæsk har han også fået. I september 2008 blev Neil Lennon slået ned på gaden i Glasgow.

1 af 2 En vagt når at gribe ind. (Foto: AP)
2 af 2 Celtics manager Neil Lennon blev angrebet af en tilskuer under kampen mod Edinburgh-klubben Hearts. Manageren slap dog uden skader. (Foto:AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer