Erik Sviatchenko i spil til længe ventet storkamp

Skotland går næsten i stå i eftermiddag, når Celtic og Glasgow Rangers buldrer sammen i pokalsemifinalen. For første gang i mange år muligvis med en dansker på banen

Erik Sviatchenko jubler med Gary Mackay-Steven efter sidstnævntes scoring mod Inverness i ligaen 20. februar. (Polfoto)
Erik Sviatchenko jubler med Gary Mackay-Steven efter sidstnævntes scoring mod Inverness i ligaen 20. februar. (Polfoto)

Opdateret: Startopstillingerne er siden kommet, efter denne artikel er skrevet, og Sviatchenko begynder på bænken...

Brian Laudrup nåede det et hav af gange. Morten Wieghorst, Marc Rieper, Peter Løvenkrands og Thomas Gravesen er andre profilerede danskere i skotsk fodbold, der har spillet en rolle i de legendariske derbys - Old Firm - mellem Celtic og Glasgow Rangers.

Søndag kan Erik Sviatchenko blive den næste dansker, når de to ærkerivaler buldrer sammen i FA Cup-semifinalen på Hampden Park.

Den tidligere FC Midtjylland-spiller har siden skiftet i januar opnået stor succes, og Celtic har blot tabt en enkelt kamp af de 11, danskeren er begyndt på banen.

Han var dog ikke med i ligakampen mod Motherwell 9. april som følge af en muskelskade i låret, og derfor er der til det sidste tvivl om, hvorvidt cheftræner Ronny Deila udtager ham.

Sviatchenko har dog trænet på det seneste, hvorfor det bestemt er sandsynligt, at han spiller.

Norske Deila understregede dog lørdag, at han ikke løber nogen risiko med sin dansker.

- Vi tager en beslutning søndag formiddag. Skal han spille, skal han være 100 procent. Vi har så mange gode spillere, at vi ikke tager nogle chancer med Erik, hvis han ikke er 100 procent klar, sagde Deila.

Se også: Balkan-derby amok igen: Amputation og knivstik

Han gjorde brug af den skotske landsholdsspiller Charlie Mulgrew mod Motherwell i fraværet af Sviatchenko, der ellers har udgjort et succesfuldt makkerpar med belgiske Dedryck Boyata i det centrale forsvar de seneste tre måneders tid.

Sølle tre mål har Celtic lukket ind i de kampe, Sviatchenko og Boyata er begyndt sammen.

Se også: Britisk storhold tilbage i bedste række efter fire års fravær

I øvrigt regnes Celtic som klare favoritter mod Rangers, der netop har fejret sin oprykning og dermed tilbagevenden til den skotske Premier League.

Den tidligere målmand Euan McLean siger til Daily Record: - Kenny Miller (Rangers-profil, red.) har sagt, at Rangers ikke ændrer deres spillestil til kampen. Det kommer de til at lide under. At undlade at forsøge at tilpasse sig er farligt og naivt, siger McLean.

Fodbold-journalisten Gary Ralston er på linje med ham.

- Skal Rangers have en chance, skal de score kampens første mål. Men Celtic har for meget kvalitet i de centrale områder på banen - og med afstand en langt større styrke.

Kampene mellem Celtic og Glasgow Rangers er legendariske og kendt for de yderst komplekse forhold, hvor rivaliseringen og det medfølgende had de to klubbers fans imellem bunder i alt fra politik til religion.

Grundet Rangers' tvangsnedrykning i 2012 har klubberne kun mødt hinanden en enkelt gang siden - Liga Cup-semifinalen sidste år, hvor Celtic vandt 2-0.

Kampen spilles fra kl. 13.

Vinderen møder Hibernian i FA Cup-finalen 21. maj.

0 kommentarer
Vis kommentarer