De skotske mestre skulle en tur til Nordirland for at spille Champions League-kvalifikation.
Der var fra start lagt i kakkelovnen til ballade.
Så snart det blev annonceret, at de skulle møde Linfield, annoncerede Celtic, at de ikke ville sælge billetter til kampen.
Risikoen for ballade var ganske enkelt for stor.

Den nordirske klub er som Celtics ærkerivaler, Glasgow Rangers, protestanter, og deres fans er ikke glade for den katolske mesterklub.
Hadet var noget spillerne fik at mærke, da de fredag gæstede Windsor Park – specielt skotten Leigh Griffiths blev genstand for et massivt pres.
Stemningen på stadion, hvor der trods truslen om ballade, var mødt omkring 300 grøn og hvid stribede fans op, blev ikke bedre efter Celtic i 1. halvleg bragte sig foran 2-0, og i den 65. minut kulminerede det.
Griffiths skulle endnu engang sparke hjørnespark, og som tidligere i kampen blev han overdænget med kasteskyts. Denne gang var det blot endnu værre.
Den 26-årige angriber blev ramt af adskillige mønter fra tribunerne og appellerede til dommeren, der i stedet advarede ham om, at han skulle se at få fingeren ud med det hjørnespark, ellers ville han få et gult kort for nøl.
Knapt nåede spilleren tilbage til hjørneflaget, før han igen blev ramt af mønter og kun med nød og næppe undveg en vinflaske, der havde kurs mod ham.

Det fik igen spilleren til at kontakte dommeren, der resolut kvitterede med et gult kort til den noget chokerede Celtic-mand.
Celtics nordirske træner, Brendan Rodgers, undrede sig over advarslen, men var ellers tilfreds med kampens resultat.
- Det var overordnet en velspillet kamp, men det (kasteskytset, red.) er selvfølgelig ikke noget, vi ønsker at se. Jeg tænkte, at det var mærkeligt, at han fik en advarsel for det. Vi må se på situationen og høre, hvad dommerne tænker om det, så vi kan finde ud af, hvorfor det skete, sagde Rodgers ifølge Daily Mail.
- Det handler om fodbold, og for os er slutresultatet udmærket. Det kunne have været bedre, men det giver os en fordel før returkampen.
Det blev til gengæld Leigh Griffiths og Celtic, der fik det sidste grin.
Ud over en tomåls-sejr og et godt udgangspunkt før returkampen på onsdag, så gik skotten efter kampen ned til målet i Linfield-fansenes ende og bandt et Celtic halstørklæde omkring målstolpen.
Det resulterede i en eksplosion af raseri på tribunen, hvor flere uden held forsøgte at storme banen.
Hvordan står din klub før den kommende Premier League-sæson: Premier League: Hvem står bedst inden næste sæson
Religiøse forhold var årsagen til, at fansene blev opfordret til blive væk: Storklubbens fans må ikke komme med til 'hadets kamp'
I går blev han solgt, i dag er han til grin: Verdens dyreste indhentet af fortiden: Det var dumt sagt!