Skrider fra vanvids-transfer

Ifølge Liverpool Echo er den engelske storklub Liverpool ikke villige til at indgå i forhandlinger om Timo Werner

Timo Werner har længe været sat i forbindelse med et skifte til Liverpool, men et skifte er tilsyneladende ikke tæt på. Foto: Alexander Hassenstein/Ritzau Scanpix
Timo Werner har længe været sat i forbindelse med et skifte til Liverpool, men et skifte er tilsyneladende ikke tæt på. Foto: Alexander Hassenstein/Ritzau Scanpix

Rygterne har svirret længe, men nu ser det ud til, at Liverpool FC har fået kolde fødder i transfersagaen om Timo Werner.

I hvert fald skriver det lokale medie Liverpool Echo, at den engelske storklub ikke har haft samtaler med RB Leipzig-stjernen, som medierne ellers har skrevet adskillige gange i de seneste måneder.

Onsdag blev det ellers meldt ud, at Liverpool og Timo Werner var i forhandlinger om en historisk transfer, der kunne ende med at løbe helt op i 52 millioner pund, hvilket svarer til hele 432 millioner danske kroner.

Prisen skulle være en klausul i tyskerens kontrakt, men hvis klausulen skal kunne benyttes, skal den udløses inden juni er omme, skriver mediet.

Liverpool Echo mener dog at vide, at dette aldrig har været på tale. En af årsagerne er angiveligt coronapandemien, som ingen ved, hvad resultatet bliver af rent økonomisk.

Derfor skulle den engelske storklub aldrig have indledt forhandlinger med RB Leipzig, da klubben ikke ønsker en transfer uden at vide, hvad de øvrige omkostninger bliver.

Coronakrisen kan ende med at sætte en stopper for et skifte til Liverpool for Timo Werner. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Coronakrisen kan ende med at sætte en stopper for et skifte til Liverpool for Timo Werner. Foto: Pool/Ritzau Scanpix

Det bedste hold i verden
Det er ellers ikke mange måneder siden, at Timo Werner kastede mere brændsel på bålet, da han udtalte sig yderst positivt om Liverpool. Dengang sagde han følgende:

- Jeg ved, at Liverpool i øjeblikket er det bedste hold i verden. Når du bliver kædet sammen med et skifte til sådan et hold, kan du ikke andet end blive stolt, sagde Timo Werner til ViaSport tilbage i februar.

Premier Leagues genåbning lader vente på sig. Til gengæld starter Superligaen igen, og du kan læse meget mere om, hvor stærkt din klub står lige her:

Timo Werner har ligeledes adskillige gange udtrykt sin store respekt for Liverpools tyske manager, Jürgen Klopp, som han ville nyde at spille under.

- Jeg er klar over, at Liverpool har nogle rigtig gode spillere og spiller rigtig god fodbold. De har en af de bedste managers i verden i Jürgen Klopp, og han er også tysker, har Leipzig-stjernen tidligere sagt til Sky Sports i Tyskland.

Timo Werner er blot 24 år gammel. Alligevel har han allerede spillet 217 kampe i den tyske Bundesliga, mens han har fundet vej til netmaskerne 84 gange og lavet 41 assists.

Han fik sit store gennembrud tilbage i 2016, da han skiftede VfB Stuttgart ud med RB Leipzig.

Timo Werner har i denne sæson lavet hele 24 mål i 28 kampe, mens han i alt har scoret 91 mål i 153 kampe for RB Leipzig.

Desuden kan han indtil videre skrive 29 kampe for det tyske A-landshold på sit CV, mens han også har lavet 11 mål på landsholdet.

Stor transfer-plan: Højbjerg i bytte?

Storklub lurer på Højbjerg: 'Helt sikkert'

Storklub-salg forsinket: Blodigt ry skræmmer