Slagter vidunder-knægt: Hvor er din frækhed?

Mens flere udenlandske medier ser sort på 17-årige Martin Ødegaards fremtid i Real Madrid, slår det unge talents tidligere træner koldt vand i blodet

Sådan så det ud, da Ødegaard blev præsenteret i Real Madrid (AP/SNTV)

Martin Ødegaard blev kaldt verdens største, unge talent, da han som 16-årig skiftede fra den norske klub Strømsgodset til topklubben Real Madrid. I dag - godt 16 måneder senere - er historien en anden, og det, der skulle have været det største gennembrud, bliver kaldt en fiasko.

Ødegaard sidder fast, og han tør ikke udfordre sig selv, mener den norske fodboldkommentator og fodboldspiller, Simen Stamsø Møller.

Fodboldkommentatoren har analyseret en række af Ødegaards kampe for 2. holdet Real Madrid Castilla, og han er ikke tilfreds med landsmandens præstationer, forklarer han til norske Dagbladet.

Se også: Vidundertalent i modvind i Madrid: Ikke så god som forventet

Et enkelt mål og fire assists fordelt på i alt 45 kampe er langt fra tilfredsstillende, hvis man satser på spilletid og anerkendelse i en storklub som Real Madrid.

- Det irriterer mig, at Ødegaard ikke har den ungdommelige frækhed, man forbinder med unge spillere. Han er alt for introvert i sin spillestil, lyder reprimanden fra Stamsø Møller.

Han påpeger, at flere jævnaldrende, udenlandske spillere haler ind på den unge nordmand, heriblandt den ét år ældre Marcus Rashford fra Manchester United.

Tidligere træner: Nemt at være bagklog
Siden skiftet til Real Madrid har hele verdens øjne hvilet på det unge talent. Martin Ødegaard er den yngste spiller i Real Madrids historie, og sidste år var han at finde på pengemagasinet Times' liste over de 30 mest indflydelsesrige teenagere i 2015.

Alligevel frygter Stamsø Møller, at Real Madrid snart begynder at miste troen på det 17-årige talent.

- Hvis han havde haft mere mod, så havde han spillet bolden foran sig og rettet ryggen, men det ser vi alt for sjældent. Det er en ond cirkel, han er inde i, og som han må ud af for at kunne blive bedre, lyder det fra kommentatoren.

Zidane og Ødegaard har været en skidt kombination. (Foto: Marcamedia) Spansk fodbold - 6. jan. 2016 - kl. 11:46 Slagter Zidane: Du ødelagde din vidunderdreng

Danske David Nielsen var træner for Ødegaard i Strømsgodset. I dag taler de to stadig sammen, men træneren vil ikke kloge sig på, hvad Ødegaard og Real Madrid eventuelt kunne have gjort anerledes.

- Det vil jeg hellere tale med Martin om, forklarer han.

I stedet maner han til jorden, at den 17-årige nordmands chancer er sparket til hjørne.

- Alle sidder og kloger sig på Martins fodboldkarriere, men man er nødt til at huske, at han har verdens bedste trænere omkring sig. De ved udmærket, hvad han laver, og hvad der skal ske med ham, og det er jeg helt tryg ved, siger David Nielsen, nuværende træner i Lyngby Boldklub.

Se også: Norsk kæmpetalent står foran skæbnesommer

- Tiden må vise, hvad der kommer til at ske, men Real Madrid kommer ikke til at ønske, at han ikke skal udvikle sig. Jeg er sikker på, at de nok skal vælge den rigtige vej for ham.

- Vil det være bedre for Martin Ødegaard at skifte til et hold i Bundesligaen, hvor han kan satse på mere spilletid?

- Hvis han skal blive og spille på 1. holdet i Real Madrid som 18-årig, har han travlt. Tiden må vise, hvad der kommer til at ske, men Real Madrid kommer ikke til at ønske, at han ikke skal udvikle sig.

- Simen Stamsø Møller kritiserer Ødegaard for at have en introvert spillestil og for ikke at tage nok chancer. Tror du, det vil ændre sig med tiden?

- Der er ingen, der ved, hvilke taktiske ting de arbejder på til træning, og det skal en eller anden fodboldkommentator i Norge ikke sidde og kloge sig på. Han skal nok vise, hvad han kan.

- Kan det have noget at gøre med, at han har haft svært ved at falde til i Real Madrid?

- Der er ingen, der forstår, hvor hårdt det er at falde til i en ny, udenlandsk klub. Hvis man ikke har succes med det samme, taler folk straks om en fiasko. Det er meget, meget nemt at være bagklog.

Ødegaard blev Norges yngste landsholdspiller, da han kom med allerede som 15-årig (Video: Ritzau)

1 af 2 Martin Ødegaard viser sin nye spillertrøje frem efter at have underskrevet med Real Madrid i januar 2015.
2 af 2 17-årige Martin Ødegaard har spillet 45 kampe for Real Madrids 2. hold og blot en enkelt for førsteholdet. I La Liga-kampen mod Getafe sidste år blev Christiano Ronaldo skiftet ud med det unge, norske talent.
29 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere