11.000 mødte op: Stjerner tog en rørende afsked

Mange fodboldpersonligheder var søndag aften på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán i Sevilla for at ære den tidligere spanske landsholdsspiller José Antonio Reyes, der lørdag omkom i en trafikulykke

José Antonio Reyes blev bare 35 år. Han omkom lørdag i en trafikulykke. Foto: Cristina Quicler/Ritzau Scanpix
José Antonio Reyes blev bare 35 år. Han omkom lørdag i en trafikulykke. Foto: Cristina Quicler/Ritzau Scanpix

De kom fra nær og fjern for at sige farvel og dele deres sorg.

Sevilla tog søndag aften afsked med den tidligere spanske landsholdsspiller José Antonio Reyes, der lørdag på tragisk vis omkom i en trafikulykke syd for Sevilla - kun 35 år gammel.

Hans kiste ankom omkring klokken halv seks til Sevillas hjemmebane, Estadio Ramón Sánchez Pizjuán, og blev klappet og sunget ind på stadion af flere tusinde Sevilla-tilhængere.

’Reeeyes, Reeeyes’, lød det med grådfyldte stemmer fra de mange mennesker, der stod i kø for at tage afsked med en af de helt store spillere i klubbens historie.

Omkring 11.000 besøgte rummet med kisten i løbet af godt fire timer, og blandt dem var mange store personligheder, der nåede at have berøring med Reyes.

De bitre rivaler fra Betis havde sendt en delegation på tværs af byen for at ære Reyes. Normalt piber de ad dem, men sorgen forenede Sevilla-rivalerne, og Joaquin og de andre Betis-folk blev klappet ind.

Det samme skete fra Real Madrid-delegationen.

José Antonio Reyes nåede i sin flotte karriere også forbi Bernabéu, og hovedstadsklubben kom med blandt andre præsident Florentino Pérez, Emilio Butragueño, Dani Carvajal og Raúl. 

Se billeder fra den rørende afsked i Sevilla i billedgalleriet. Artiklen fortsætter under galleriet.

Sevilla tager afsked med José Antonio Reyes

1 af 10  Der var flot udsmykket med blomster, flag og billeder inde på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán. Foto: Jon Nazca/Ritzau Scanpix.
2 af 10  Et rørende billede, hvor Reyes holder sine to døtre, stod på kisten i Sevilla. Foto: Cristina Quicler/Ritzau Scanpix.
3 af 10  Tusindevis af fans var mødt op for at se kisten og sige farvel. Foto: Foto: Cristina Quicler/Ritzau Scanpix.
4 af 10  Køen virkede nærmest uendelig lang. Der var mange, der ville sige farvel til Reyes. Foto: Cristina Quicler/Ritzau Scanpix.
5 af 10  Flere steder på ydersiden af Estadio Ramón Sánchez Pizjuán hænger billeder og er placeret lys og blomster til ære for Reyes. Foto: Jon Nazca/Ritzau Scanpix.
6 af 10  Sergio Ramos var også til stede i Sevilla. Inden Real Madrid spillede han i Sevilla FC. Foto: Cristina Quicler/Ritzau Scanpix.
7 af 10  Real Madrids præsident, Florentino Pérez, var blandt de mange fodboldpræsidenter, som var kommet til Sevilla. Foto: Cristina Quicler/Ritzau Scanpix.
8 af 10  Florentino Perez var ikke den eneste fra Real Madrid. Den tidligere verdensstjerne Raúl var også mødt op. Helt til højre ses Real Madrids tidligere spiller Emilio Butragueño. Foto: Jon Nazca/Ritzau Scanpix.
9 af 10  FC Portos præsident Jorge Nuno Pinto da Costa ses foran monumentet. Bag ham er den tidligere brasilianske forsvarsklippe Luisão. Han spillede sammen med Reyes i Benfica. Foto: Cristina Quicler/Ritzau Scanpix.
10 af 10  Sevillas sportsdirektør, Monchi, var grædefærdig under ceremonien. Foto: CRISTINA QUICLER/Ritzau Scanpix

Tidligere trænere og holdkammerater, nuværende venner, politikere og helt almindelige Sevilla-borgere. Alle strømmede de til Estadio Ramón Sánchez Pizjuán for at ære Reyes.

Ivan Rakitic, Sergio Ramos, Jesus Navas, Redondo og Kepa var blot nogle af de mange kendte fodboldfolk, som tog del i højtideligheden.

Arsenal-manager Unai Emery var der. Med Reyes på banen og ham på trænerbænken vandt Sevilla Europa League tre gange, og de tre pokaler var udstillet bag kisten.

Et Sevilla-flag dækkede den, der var også et fra Extremadura, hvor Reyes frem til sin død var aktiv. Og et lille billede, der fik tårerne frem hos de mange besøgende.

’Jeg elsker dig, papa’, stod der med børneskrift rundt om billedet. Det var Noelia på fem hilsen til sin døde far.

José Antonio Reyes fik tre børn. Hans 11-årige søn, José Antonio, besøgte Estadio Ramón Sánchez Pizjuán, og Reyes’ forældre var også en del af den rørende ceremoni.

Hans far, Paco, var utrøstelig og græd sammen med Sevillas sportsdirektør Monchi, da kisten ved ti-tiden blev båret ud igen for at blive kørt tilbage til Utrera.

José Antonio Reyes begraves mandag i hjembyen.

Se også: 11-årigs gribende afsked: - Jeg ved, du vil passe på mig fra himlen

Se også: 'Vanvittige ting' bag facaden: - Et hav af elendige beslutninger

Kinsey Wolanski satte kulør på en en elelrs trist Champions League-finale. Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix Sport og Spil Supermodellens vilde aften sluttede ikke: Historien bag CL-vanviddet

Niels Frederiksen og Ebbe Sand får også en travl transfersommer. Foto: Kenneth Meyer Sport og Spil Varm transfersommer venter: Sådan handler Brøndby, Randers & FC Nordsjælland

2 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere