FC Barcelonas 16-årige vidunderbarn, Ansu Fati, har på rekordtid skrevet sig ind i historiebøgerne, og stortalentet fra Guinea tjener allerede godt.
Han underskrev i juli en kontrakt med Barcelona frem til 2022, og angiveligt skulle Fati allerede have modtaget 5,25 millioner kroner i præmie som en slags lommepenge i forbindelse med underskrivelsen af kontrakten. Det skriver tyske Bild, der citerer Mundo Deportivo.
Samtidig skulle kontrakten indeholde en frikøbsklausul op mod hele 750 millioner kroner.
Men så længe Fati er ungdomsspiller i klubben og ikke har tilspillet sig en fast plads på Barcelonas førstehold, vil hans løn være syvcifret.
Han kommer således til at tjene 2,25 millioner kroner det første år, mens hans løn vil stige år for år. I sidste år af kontrakten vil han tjene 4,50 millioner kroner.
Derudover vil den unge rekordmager modtage yderligere 7,5 millioner kroner, når han permanent bliver en del af Barcelonas førstehold.
Ansu Fati fik tirsdag sin debut i Champions League og satte dermed endnu en rekord, da han blev den yngste Barcelona-spiller i historien til at optræde i den prestigefyldte turnering.
Han kom til Barcelona i 2012, hvor han skiftede fra Sevilla og blev senere en del af klubbens akademi La Masia.
Ny stjerne født: - Det er ikke normalt!