Han kom vist til at tale over sig.
I den direkte udsendelse 'After Kings League' på Twitch får FC Barcelona-legenden Gerard Piqué ordet, hvorefter han giver seerne og de andre deltagere i programmet en nyhed.
- Bojan siger farvel på torsdag. Han trækker sig tilbage på Camp Nou. Jeg tager til arrangementet, siger Piqué ifølge Barcelona-avisen Sport.
Spanske Bojan Krkić var som helt ung et kæmpetalent i FC Barcelona og fik sin førsteholdsdebut som 17-årig. Siden 1. februar har han dog været uden klub, og den 32-årige angriber stopper karrieren, kan Piqué fortælle.
Kort efter afsløringen, indså Piqué hurtigt, at han havde sagt noget, der nok ikke skulle fortælles og forsøgte at skifte emne, skriver Sport.
Torsdag klokken 12
Efterfølgende har Bojan på Instagram indkaldt til at mødes torsdag klokken 12 på Spotify Camp Nou uden dog at meddele årsagen hertil.
Flere spanske medier har også skrevet, at Bojan har valgt at stoppe. Den nuværende FC Barcelona-præsident Joan Laporta, der også var præsident, da Bojan fik sin Barcelona-debut, vil være til stede ved arrangementet.
Angriberen Bojan spillede sin første kamp for Barça tilbage i 2007. Det blev til 163 kampe for den spanske storklub. Han nåede også forbi AS Roma, AC Milan, Ajax, Stoke, Mainz, Alavés, Montreal samt japanske Vissel Kobe.
5. april kan du se El Clásico - FC Barcelona mod Real Madrid - eksklusivt i Ekstra Bladet+.