Børn kan være modbydelige over for hinanden. Rigtig modbydelige. Og det kan Cristiano Ronaldo sikkert sætte sin eksklusive autograf på.
For da han var mindre, blev han givet et alt andet end smukt 'kælenavn' af sine unge medspillere.
Det afslører hans tidligere holdkammerat Ricardo Santos over for Reuters. Han og Ronaldo spillede sammen i den portugisiske klub Andorinha i Madeira, hvor Real Madrid-stjernen blev født og voksede op.
Verdens bedste fodboldspiller blev angiveligt kaldt 'Cry baby'. Altså, 'tudefjæs'.
Årsagen til det øgenavn er ifølge Santos, at Ronaldo havde en uheldig tendens til at skabe sig inde på banen. Her havde han allerede som dreng et temmelig voldsomt temperament. Det kan man ellers ikke forestille sig ...
- Ronaldo elskede at vinde, ligesom han gør i dag. Når han ikke vandt, eller hvis de andre børn ikke spillede ham, begyndte han at græde, siger Ronaldos tidligere holdkammerat Ricardo Santos til Reuters.
Græd i EM-finalen
Det var ikke kun som dreng, at Ronaldo tårer trillede ned på både bane og bold.
Da Ronaldo og Portugal i 2004 spillede EM-finale på hjemmebane og tabte til upåagtede Grækenland, græd Ronaldo som en knægt, der havde misset et spejdermærke.
Siden 2004 har Ronadlo haft langt mere at grine over end græde. Siden de tårevædede ungdomsår har Ronaldo vundet fire ligatitler og tre Champions League-trofæer med henholdsvis Manchester United og Real Madrid.
Derudover har trænings- og titelnarkomanen Ronaldo vundet Ballon d'Or fire gange.
For at det ikke skal være helt lyv, så vandt Ronaldo den EM-titel, der glippede for 13 år siden. Det skete, da han som anfører for Portugal i sommer vandt EM-guld i Frankrig over netop værtsnationen.
Lørdag scorede den 32-årige verdensstjerne to kasser, da Portugal sejrede med 3-0 over Ungarn i VM-kvalifikationen. Ronaldo og Portugal ligger på andenpladsen i Gruppe B med 12 point. Schweiz fører gruppen med 15 point.