Pione Sisto kunne have figureret i det fineste selskab, når man taler om de dyreste danske spillerhandler.
Sidste år afviste Celta Vigo et bud på næsten 15 millioner euro, altså 112 millioner danske kroner. Det fortæller Faro de Vigos sportsredaktør Juan Carlos Álvarez.
Buddet kom fra Milano, og var handlen gået igennem, havde Sisto i dag kunnet konkurrere med Pierre Emile Højbjerg om tredjepladsen over de dyreste danskere. Kun Jannik Vestergaard og Thomas Delaney er blevet handlet dyrere end det.
Sportsredaktøren var meget begejstret for Sisto tidligere, men nu er situationen en noget anden.
'En varm kartoffel som Celta Vigo bliver nødt til at håndtere denne sommer', skriver Álvarez, som er skuffet over Sistos sæson.
'Ændringen i hans præstationer har været overvældende i forhold til for et år siden', skriver han i klummen, som hedder 'Sistos deroute'.
24-årige Sisto har godt nok 24 La Liga-kampe, men det er altså kun blevet til 827 minutter i den bedste spanske række. Samtidig har han mistet sin plads på landsholdet.
Kantspilleren har to år tilbage af sin kontrakt med klubben i det nordvestlige Spanien.
Revolution i Real Madrid - vil sælge helt hold