Ronaldo redder Real

Ung Casillas-afløser fik uheldig rolle med rødt kort, men kan takke Ronaldo for tre point

Ronaldo var nok engang helten, da Real Madrid pligtsejrede mod Sociedad (Foto: AP)
Ronaldo var nok engang helten, da Real Madrid pligtsejrede mod Sociedad (Foto: AP)

Cristiano Ronaldo var helten, der med to anden halvlegsscoringer reddede tre point hjem til Real Madrid i 4-3-sejren over Real Sociedad.

Hjemme på Bernabeu holdt det ellers hårdt. Især da den unge målmand, Antonio Adan, som nok engang var foretrukket frem for Iker Casillas i Real-målet, efter blot fem minutter begik straffespark og fik rødt kort.

Real Madrid startede ellers helt optimalt og tog Real Sociedad-forsvaret på sengen, da Sami Khedira let og upresset assisterede Karim Benzema. I helt umarkeret position inde omkring straffepletten kunne franskmanden vende rundt og fladt sparke sin femte sæsonscoring ind bag Real Sociedad-keeperen.

Læs også:

Se også: Real Madrid lurer på Lindegaards rival

Digitaluret i hjørnet af tv-skærmen viste, at der var spillet blot ét minut og 30 sekunder.

Men kun fire minutter senere blev drømmestarten lavet om til lidt af et mareridt for Real Madrid - og især holdets unge nye førstevalg på målmandsposten, som altså havde hensat verdens bedste målmand for femte år træk til bænken.

Her begik Adan et klodset, men klokkeklart straffespark. Det skete i en situation, hvor han selv havde sat spillet skidt i gang med en aflevering ud af feltet lige til en presset Real-forsvarer, som mistede bolden til en Sociedad-mand. Denne stormede ind i feltet, hvor han med et skarpt træk afdriblede Casillas-afløseren, som hægtede hans ben.

Straffespark og rødt kort. Dommeren var ikke i tvivl.

Læs også:

Se også: Bænket Casillas verdens bedste målmand

Træner José Moruinho havde derfor intet valg. Offensivspilleren Callejon blev skiftet ud. Casillas, som ellers i den grad er ude i kulden hos Real-træneren, kom ind. Real Madrid-ikonet var dog chanceløs ved Xabi Prietos stensikre spark.

1-1 og nede med en mand var det op ad bakke for de spanske mestre.

Resten af halvlegen havde de 10 Real-spillere svært ved at spille sig frem til det store. Først efter yderligere en halv times tomgangsspil begyndte mestrene at vise tænder og det gav pote, da tyske Sami Khedira med ydersiden af foden, og med ryggen til mål, rettede et fladt skud af og ind i mål til 2-1.

Føringen holdt endnu engang kun fem minutter før selvsamme Xabi Prieto, som leverede den første scoring til udeholdet, kunne sætte sidste fod på en løs bold i Real-feltet. 2-2 var stillingen ved pausen.

Læs også:

Se også: Mourinho nægter at trække sig

22 minutter inde i anden halvleg kom forløsningen for Kongeklubben, da Ronaldo med sin 15. sæsonscoring sikkert sparkede 3-2-målet ind efter en fin frispilning fra Benzema. Mourinhos reaktion på sejrsmålet: Stenansigt og armene over kors inde i udskiftningsbænkens mørke.

Bare to minutter senere gjorde den portugisiske superstjerne yderligere sit til at få sin træner og landsmand til at smile, da et af hans berømte og drilske frisparksmissiler brækkede og svævede via overliggeren ind bag Sociedads Claudio Bravo.

Bravo for et brag!

Real Madrid er trods 4-3-sejren - Xabi Prieto fik lov at pynte på resultatet med sit tredje mål sidst i kampen - fortsat 13 point efter FC Barcelona, som med en sejr her til aften igen kan bringe forspringet op på de for Real Madrid-fans bedrøvelige 16 point.

0 kommentarer
Vis kommentarer