Lykkelig Ronaldo: Missionen er fuldført

Real Madrid er meget nær den spanske titel efter sejr over Barcelona. Ronaldo og co. har også skrevet historie

Med sit mål nummer 42 i den spanske liga i denne sæson sendte Cristiano Ronaldo mesterskabet meget tæt på Real Madrid, da FC Barcelona lørdag aften blev nedlagt med 2-1.

Madrid-stjernen var da også lykkelig for at besejre rivalerne fra den catalanske hovedstad på Barcelonas egen hjemmebane.

- Jeg er utrolig glad. Nu har jeg scoret i de sidste tre kampe på Camp Nou, men det vigtigste er holdet, og jeg vil gerne rose mine medspillere for deres indsats, siger Ronaldo.

Portugiseren skrev efterfølgende på det sociale netværk Twitter, at "missionen er fuldført".

Spansk fodbold - 22. apr. 2012 - kl. 08:52 Mat Guardiola: Tillykke med titlen Real

Madrid-mandskabet fører nu La Liga med hele syv point ned til de forsvarende mestre fra FC Barcelona med kun fire spillerunder tilbage.

Lørdagens sejr afgjorde formentlig det spanske mesterskab, da Real Madrid skal smide usandsynligt mange point, mens Barcelona skal gøre rent bord i de resterende kampe.

Real Madrid bragte sig foran 1-0 ved et hjørnespark efter 17 minutter. Sami Khedira udnyttede, at Barcelona-anfører Carles Puyol ikke sparkede bolden væk i tide, og så skrabede tyskeren bolden ind over stregen.

Indskiftede Alexis Sánchez udlignede for Barcelona 20 minutter før tid, men lykken varede kort for hjemmeholdet, som blot minuttet senere kunne se Cristiano Ronaldo banke bolden ind bag Barcelonas målmand Victor Valdés til slutresultatet 2-1.

Med sit mål i lørdagens El Clásico har Ronaldo scoret ét mål mere end Lionel Messi i La Liga, og Ronaldo overstrålede i store perioder Messi i den interne duel i kampen.

Real Madrid har efter sejren scoret hele 109 mål i denne sæson i den spanske liga, og dermed skriver Ronaldo og co. historie. Kongeklubben er nu det hold, som har scoret flest mål nogensinde for en enkelt sæson i La Liga.

Målrekorden begejstrer Madrid-mandskabet, men Ronaldo koncentrerer sig mere om onsdagens afgørende Champions League-semifinale, hvor Real Madrid tager imod Bayern München på hjemmebane.

- Nu skal vi se frem mod Bayern-kampen foran vores egne fans, hvor vi er meget opsat på at få et godt resultat, siger Ronaldo.

Real Madrid tabte det første opgør i München med 1-2.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere