Mat Guardiola: Tillykke med titlen Real

FC Barcelonas træner Josep Guardiola har smidt håndklædet i ringen i kampen om det spanske mesterskab

Josep Guardiola tror ikke længere på FC Barcelona som spansk mester anno 2012. (Foto: AP)
Josep Guardiola tror ikke længere på FC Barcelona som spansk mester anno 2012. (Foto: AP)

Real Madrid løber med det spanske mesterskab. Den erkendelse er FC Barcelonas træner Josep Guardiola kommet frem til efter Real Madrids 2-1-sejr på Camp Nou lørdag aften.

Barcelona halter syv point efter førerholdet fra Madrid, og der resterer kun fire spillerunder i den spanske Primera Division.

- Vi er nødt til at ønske Real Madrid tillykke med sejren og mesterskabet, som de også har vundet i aften.

Bare ikke vores aften
- Vi skabte chancer, men det var bare ikke vores aften. Nogle gange sker den slags mod en god modstander som Real Madrid, siger Josep Guardiola.

Se også: Lykkelig Ronaldo: Missionen er fuldført

Hos Real Madrid var det stor lettelse over sejren, som var den første Real-sejr over Barcelona i fire år.

- Vi spillede godt som et hold, og vi svarede godt igen, da det var nødvendigt. Og nu må vi bare tage det hele kamp for kamp, så vi sørger for at vinde mesterskabet, siger Real Madrids målmand Iker Casillas.

Nu gælder det Bayern
Real Madrids træner José Mourinho fortsatte efter kampen sin politik om ikke at udtale sig til pressen om ligakampe, men assistenttræner Aitor Karanka stillede som vanligt op i stedet.

Se også: Xabi Alonso: Vi spillede perfekt

- Vi har arbejde godt som en gruppe hele sæsonen, og vi er glade for resultatet. Men der er stadig meget arbejde at gøre i ligaen, og vi kigger også frem mod Bayern-kampen på onsdag, siger Karanka.

I Champions League skal Real Madrid onsdag møde Bayern München i semifinalen, og det er den kamp, Karanka henviser til. Real Madrid tabte det første opgør i München med 1-2.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere