Guardiola: Vi har allerede triumferet

FC Barcelonas træner Josep Guardiola står lørdag og tirsdag foran to meget afgørende kampe i denne sæson

Triumfatoren Guardiola risikerer at tabe to turneringer på gulvet de kommende fire dage. (Foto: AP)
Triumfatoren Guardiola risikerer at tabe to turneringer på gulvet de kommende fire dage. (Foto: AP)

Real Madrid skal besejres i aften, og det samme skal Chelsea på tirsdag. Ellers må FC Barcelona vinke farvel til det spanske mesterskab og Champions League. Titler, som holdet vandt sidste sæson.

Der er pres på Barcelona, efter holdet tabte midtugens Champions League-kamp 0-1 ude til Chelsea. I den turnering er der returopgør på tirsdag, mens Real Madrid venter i La Liga i aften.

- Jeg ved ikke, hvad der vil ske lørdag eller tirsdag, men jeg føler, at vi har triumferet allerede, siger Guardiola kryptisk - måske med reference til de senere års dominans.

Barcelona har kun tabt en ud af i alt 10 indbyrdes opgør med Real Madrid, og catalonierne har vundet et hav af titler. Men det kan ende meget anderledes i denne sæson, hvis Barcelona taber de kommende kampe.

Se også: Laudrup: Sådan afgøres mesterskabet

Real Madrids træner José Mourinho har for vane at drille og stikke til Barcelona i forbindelse med de indbyrdes opgør, men denne gang er portugiseren mere afdæmpet.

- Guardiola er en intelligent fyr, og han ved nøjagtigt, hvordan han har været i stand til at vinde så mange kampe. Det ved han helt præcist, pointerer Mourinho.

Real Madrid fører ligaen med fire point, men Barcelona kan hale yderligere tre point ind på ærkerivalen inden de resterende fire ligakampe i sæsonen.

Se også: Derfor skifter Raul

Real Madrid har ført ligaen med hele 10 point, men tre uafgjorte resultater har mindsket forspringet, da Barcelona har vundet 11 ligakampe i træk.

Sportsdirektør i Real Madrid, Emilio Butragueno, kræver fuld fokus på opgaven om at hente det spanske mesterskab hjem til klubben.

- Det bliver endnu en enormt krævende kamp. Resultatet kan påvirke, hvordan de resterende fire ligakampe vil forløbe.

- Barcelona repræsenterer den størst mulige trussel, og jeg håber, vi kan finde inspirationen, siger Butragueno.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere