Ekspert: Real er påvirket af Barcas stime

Michael Schæfer tror, at spillerne fra Real Madrid lader sig påvirke af afstanden til formstærke Barcelona.

Jose Mourinho og Real Madrid presses af Barcelona. (Foto: AP)
Jose Mourinho og Real Madrid presses af Barcelona. (Foto: AP)

Real Madrid-spillerne kan ifølge 6'erens fodboldkommentator Michael Schæfer ikke undgå at være påvirket af udviklingen i toppen af den bedste spanske fodboldrække.

På under en måned er madrilenernes forspring skrumpet fra 10 til et enkelt point forud for onsdagens lokalopgør mellem Atletico og Real Madrid.

- Jeg tror, at de lader sig påvirke mere, end man skulle tro.

- Selv om Real-spillerne er topprofessionelle og blandt de bedste i verden, må det sidde i baghovedet på dem, at de er ved at blive indhentet, siger den tidligere toptræner.

Michael Schæfer tror også, at Real Madrids træner Jose Mourinho er mærket af situationen.

- Mesterskabet betyder så meget for Mourinho. Han er nærmest besat af Barcelona, og i alle hans udtalelser ligger der en hentydning til, at Barcelona får hjælp af gud, tilskuere og alt muligt andet i modsætning til Real Madrid, der er forfulgt, fortæller Schæfer.

Kampen mellem Atlético Madrid og Real Madrid fløjtes i gang klokken 22.

Den 21. april står Real Madrid og titelrivalerne fra Barcelona over for hinanden i en kamp på Camp Nou, der meget vel kan komme til at afgøre det spanske mesterskab.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere