Knivskarp Messi i Barça-show

Den lille troldmand scorede fire gange, da Barcelona overvandt Valencia-chokstart og diskede op med lækkerier på stribe

Lionel Messi var ustyrlig i aftenens spanske topbrag, da han scorede fire gange mod Vlencia. (Foto: AP/Manu Fernandez)
Lionel Messi var ustyrlig i aftenens spanske topbrag, da han scorede fire gange mod Vlencia. (Foto: AP/Manu Fernandez)

Det var ikke efter tryllerier, men derimod knivskarpe angriber-instinkter, at ustyrlige Lionel Messi søndag aften sendte fire mål i Valencia-nettet, da Barcelona overvandt en Valencia-chokstart og besejrede Middelhavs-konkurrenterne med 5-1.

Fire gange dukkede den argentinske troldmand op de rigtige steder foran Valencia-målet og sendte bolden i nettet på klassiske forward-mål i en kamp, hvor Barcelona i perioder diskede op med ren opvisningsbold.

Valencia kom ellers foran allerede efter otte minutters spil, da Messis 22-årige landsmand Pablo Piatti bragte gæsterne foran, da han helt fri foran Barcelona-målet 'studs-flugtede' et indlæg i mål. Og så blev der tavst på Camp Nou.

Læs også:

Se også: Valencia-spiller slemt skadet i biluheld

Men langsomt kom hjemmeholdet i gang mod et hold, der ellers organiserede sig godt i de første 20 minutter. Og da Lionel Messi i det 22. minut opfangede en løs bold i Valencia-feltet og fra meget spids vinkel sendte bolden under den ellers fremragende Valencia-keeper Diego Alves, stod der Barça på det meste.

Blot fem minutter senere fulgte han op på sin egen afslutning efter et indlæg fra venstre og fik prikket bolden fra Diego Alves til 2-1 på en ripost-scoring, og så rullede angrebene ellers ned mod Valencia-målet, mens hjemmepublikummet for alvor var vågnet igen.

Læs også:

Se også: Guardiola i tvivl om Barcelona-fremtid

Andres Iniesta og Lionel Messi orkestrerede, mens Cesc Fabregas og en aldeles fremragende Alexis Sanchez stod for gennembruddene.

Begge afsluttede flittigt i den næste halve times tid, men Alves fløj rundt i Valencia-buret og parerede det hele.

Iniesta drejede bolden snert forbi krogen, og Messi bidrog til underholdningen med et hovedstødsforsøg fra tæt hold, men også det fik Alves pareret på overliggeren. Og pludselig var Valencia i stedet tæt på en 2-2-udligning.

Læs også:

Se også: Super-comeback i Real-sejr

Feghouli flugtede skarpt fra ti meter, men Victor Valdes kom godt ned til bolden og fik reddet midtvejs i anden halvleg. Kort efter var Jordi Alba på vej i en friløber, men Gerard Pique fik pikant holdt ham lidt tilbage, så han ikke nåede frem til bolden før Valdes. Og så var Valencias ti gode minutter forbi,

Et kvarter før afgjorde Messi kampen til 3-1 på en ripost fra indskiftede Christian Tellos afslutning, og fem minutter før tid slog den lille argentiner til igen med aftenens fjerde og sæsonens 27. mål (et mindre end Real Madrids Cristiano Ronaldo), da han elegant chippede bolden over Diego Alves på en friløber. Men festen var ikke slut endnu.

Læs også:

Se også: TV: Gik Guardiola amok på Fabregas?

Indskiftede Xavi fik lov at slutte af, da han lige så elegant lobbede bolden i mål med ydersiden på en løs bold i feltet til en overlegen Barcelona-sejr, der formindsker Real Madrids forspring i toppen til ti point.

0 kommentarer
Vis kommentarer