Barça forlænger med supertalent

FC Barcelona har sikret sig, at angriberen Isaac Cuenca bliver i storklubben frem til 2015

Cuenca har imponeret alt og alle i sine 12 kampe for Barcelona. (Foto: AP)
Cuenca har imponeret alt og alle i sine 12 kampe for Barcelona. (Foto: AP)

20-årige Isaac Cuenca har været jaget vildt i januars transfervindue, men i sidste ende er det lykkedes hans klub FC Barcelona at beholde ham og oven i købet forlænge hans kontrakt, som oprindeligt udløb til sommer.

Stortalentet, som netop er rykket ind som fast mand i førsteholdstruppen, har skrevet under på en kontrakt, som binder ham til Barça til 2015.

Europas største klubber har ellers været ude med snøren efter angriberen, som nu har en frikøbsklausul på hele 20 millioner Euro.

Læs også:

Manchester United jagter Barça-talent

Supertalentet har fået hele sin fodboldopdragelse hos katalanerne, hvor han startede i fodboldskolen La Masia som bare 12-årig, og han er glad for at have tilspillet sig en fast plads i truppen.

- Det er en drøm, jeg har haft siden barndommen, ligesom alle andre børn. Den er gået i opfyldelse, og jeg er meget glad for alt, der er sket i år, siger han til Barcelonas officielle hjemmeside.

20-årige Isaac Cuenca har spillet 12 kampe for førsteholdet og scoret fire mål.