På lørdag mødes Real Madrid og FC Barcelona i en kamp, som meget vel kan være afgørende for, hvem der løber med det spanske mesterskab.
Læs også: Fábregas: Vi er ikke bange for noget.
Madrilenerne har taget føringen i La Liga med tre point ned til Barça, som oven i købet har spillet en kamp mere, og da ingen af de suveræne tophold har for vane at afgive særligt mange point i løbet af sæsonen, står der utroligt meget på spil i El Clasico.
Påvirker resten af sæsonen
Det erkender Barcelonas argentinske superstjerne Lionel Messi, der glæder sig til opgøret.
- Det bliver en fantastisk kamp. Det er indlysende, at det er vitalt, at vi får et godt resultat, for det påvirker resten af sæsonen, siger han til fifa.com.
FC Barcelonas træner Pep Guardiola har endnu ikke sagt så meget om det kommende brag, men stod lørdag for en morsom bemærkning, da han skulle beskrive klubbens nye stjerneskud, 20-årige Isaac Cuenca.
Ikke en blærerøv
- Pigerne kan måske ikke lide Cuenca så godt rent fysisk, men på banen gør han utrolige ting, lød det fra succes-manageren på pressekonferencen efter lørdagens 5-0-ydmygelse af Levante.
Det har har fået catalanske Cuencas kæreste, Carme Torres, op af stolen, for hun synes nu, at han er meget sød.
- Jeg forstår, hvad Guardiola mente, at han er en beskeden dreng, ikke en blærerøv, og det er jeg enig i. For mig er han den bedste. Jeg er stolt over både hans indre og hans ydre. Jeg kan lide ham, og det er nok, siger Carme Torres ifølge Barcastuff.