Ekspert: Laudrup kan være fortid i Spanien

Eksperten Morten Bruun vurderer, at Michael Laudrup kan være helt færdig i spansk fodbold efter fyring

Michael Laudrup kan være færdig i La Liga, vurderer Morten Bruun. (Foto: AP)
Michael Laudrup kan være færdig i La Liga, vurderer Morten Bruun. (Foto: AP)

I årevis har Michael Laudrups navn været nævnt i forbindelse med trænerposter i de større spanske klubber, men danskeren kan være færdig i Spanien, efter han tirsdag forlod Mallorca, vurderer Morten Bruun.

Den tidligere landsholdsspiller og Silkeborg-træner, som nu kommenterer spansk fodbold på 6'eren, mener, at mulighederne svinder.

- Jeg vil ikke være forbavset, hvis dette job blev Michael Laudrups sidste job i La Liga, siger Morten Bruun.

Problemet for den danske træner er ifølge Bruun, at han er for besværlig for de små klubber og for ubeskrevet et trænernavn for de store.

- Han vil stå på listen, når de andre spanske klubber søger trænere, men vi er nået dertil, hvor de 10 mindste klubber vil tænke, at det tør de ikke binde an med. For de kan ikke tilbyde ham vilkår, som tilfredsstiller ham.

- Real Madrid og Barcelona har han ikke cv’et til - overhovedet - og så er der kun en håndfuld klubber. Det er Valencia, Sevillia, Atletico, Villarreal, måske Bilbao og Espanyol, siger Morten Bruun.

Lige nu er der ingen chancer i disse klubber. Det kan fem nederlag dog hurtigt ændre, men det redder ikke nødvendigvis Laudrups fremtid i Spanien, selvom han skulle ønske et nyt job i landet.

- Om en måned kan Valencia måske godt fyre deres træner, men så er spørgsmålet, om Laudrups navn vil stå øverst på en emneliste, og det kan jeg godt have min tvivl om, siger Morten Bruun.