Laudrup: Ren frustration

Den danske Mallorca-træner forklarer, hvorfor han skældte ud på sin chef i sidste uge

Michael Laudrup har fået at vide, at han har både bestyrelsen og administratorernes opbakning. (Foto: AP/Manu Mielniezuk)
Michael Laudrup har fået at vide, at han har både bestyrelsen og administratorernes opbakning. (Foto: AP/Manu Mielniezuk)

PALMA DE MALLORCA (ekstrabladet.dk): - Jeg har ikke haft nogen dybere mening med de ting, jeg har sagt, lød det i dag fra Mallorca-træner Michael Laudrup på pressemødet efter dagens træning på holdets træningsanlæg.

Den danske træner røg i vælten, da han i sidste uge lod frustrationen over bl.a. manglende kontrol over køb og salg i klubben få frit løb og lagde sig ud med klubbens enevældige sportsdirektør, storaktionær og vicepræsident Lorenzo Serra Ferrer.

- Det var udtryk for længere tids frustration, sagde Laudrup på dagens pressemøde og blev efterfølgende spurgt, hvor længe han havde tænkt sig at blive i klubben.

- Jeg er her jo nu, og det er det vigtigste. Jeg har ikke lovet nogen noget.

Ingen langsigtede planer
- Jeg har talt med præsidenten, og han har sagt, at jeg har opbakning fra alle i bestyrelsen og fra alle administratorerne, siger Laudrup med henvisning til de økonomifolk, der er sat ind for at holde styr på finanserne i den gældsplagede klub.

- Spillerne har også sagt det, og det er altid dejligt, når folk bakker en op.

- Min fremtid tænker jeg ikke meget på lige nu, kun den allernærmeste fremtid - det vil sige kampene søndag og i de næste uger.

- Jeg er slet ikke inde i langsigtede planer, hverken indenlands eller udenlands, siger danskeren, der nævnes som en stærk kandidat til landstrænerjobbet i Danmark, når Morten Olsen aftræder senest efter EM næste år.

Mallorcas næste kamp er søndag kl. 12 på udebane i Sevilla mod Betis.