TV: Cristiano Ronaldo bomber videre

'CR7' scorede tre gange, da Real Madrid problemfrit slog Getafe og udskød Barcelonas mesterskabsfest - se højdepunkter her

36-31.

Det er stillingen i Cristiano Ronaldos favør mod Lionel Messi i måldysten mellem den spanske ligas førstebombere efter Real Madrids problemfri 4-0-sejr over Getafe tirsdag aften.

'CR7' scorede Real Madrids to første mål og et lukkemål på straffespark og nåede dermed op på 36 ligamål i 36 runder i denne sæson, mens Lionel Messi står noteret for 31 ligamål før Barcelonas udekamp mod Levante onsdag aften.

Det var Ronaldos syvende mål på blot fire dage efter fire mål i 6-2-sejren over Sevilla lørdag aften.

Lækker yderside
Barcelona kunne være blevet mester med Real Madrid-pointtab tirsdag, men det var aldrig tæt på. Slet ikke, da Ronaldo først havde gjort det til 1-0 på hovedstød efter Mesut Özils lækre ydersideindlæg midt i første halvleg.

Efter pausen gjorde Ronaldo det også til 2-0 på endnu et Özil-oplæg i feltet, før Karim Benzema med sit 13. ligamål i denne sæson og Ronaldo på straffespark begået mod ham selv i overtiden lukkede festen til 4-0.

For Getafe var resultatet kritisk i bunden, mens Reals sejr næppe ændrer på, at Barcelona bliver spansk mester - muligvis onsdag aften, da uafgjort er nok mod Levante.

Se højdepunkter fra kampen ved at klikke på billedet over artiklen.

0 kommentarer
Vis kommentarer