Barca-stjerne rolig omkring sin målkrise

David Villa satser på at slutte sin målkrise for Barcelona onsdag mod Shakhtar Donetsk i Champions League.

David Villa (tv.) er tændt på at komme tilbage på målsporet under de kommende Champions League-kvartfinaler. (Foto: AP)
David Villa (tv.) er tændt på at komme tilbage på målsporet under de kommende Champions League-kvartfinaler. (Foto: AP)

I sidste måned satte angriberen David Villa målrekord for det spanske fodboldlandshold, da han nettede to gange i 2-1-sejren over Tjekkiet i EM-kvalifikationen.

For klubholdet FC Barcelona har David Villa til gengæld ikke scoret i de seneste seks kampe, men det skal laves om i onsdagens Champions League-kvartfinale mod Shakhtar Donetsk.

- Du bliver altid mere bekymret, når du ikke scorer, men du skal være rolig. Jeg ved, at det er noget tid siden, jeg har scoret, men den eneste måde at komme videre på er at arbejde hårdt til træningen og i kampene, siger David Villa.

- Jeg kommer ikke til at score ved at sidde her og sige det 1000 gange, tilføjer angriberen, som på landsholdet har scoret 46 gange i karrieren.

Han er i gang med sin første sæson i Barcelona efter skiftet fra Valencia, og den spanske storklub har fortsat muligheden for at vinde både Champions League, Primera Division og den spanske pokalturnering i denne sæson.

- Vi har nogle store kampe forude, og det er grunden til, at jeg kom til klubben. Vi skal have et godt resultat mod Shakhtar på hjemmebane, så det ikke bliver for svært for os i returopgøret, siger David Villa.

Alt tyder på, at Barcelona vinder mindst én titel mod slutningen af sæsonen, da holdet fører Primera Division med otte point ned til Real Madrid på andenpladsen.

Hvis Barcelona går videre til semifinalen i Champions League, venter ærkerivalen Real Madrid, hvis hovedstadsklubben besejrer Tottenham over to kampe i sin kvartfinale.

Barcelona er allerede klar til den spanske pokalfinale, hvor Real Madrid er modstanderen.