Supertalentet vil til Real Madrid

Han er erklæret Chelsea-fan, og Chelsea vil have ham - men 17-årige Romelu Lukaku tilbyder nu sig selv til den spanske storklub

Romelu Lukaku blev allerede som 16-årig fast mand hos den belgiske storklub Anderlecht. (Foto: AP)
Romelu Lukaku blev allerede som 16-årig fast mand hos den belgiske storklub Anderlecht. (Foto: AP)

Som 17-årig er han fast mand hos både Anderlecht og det belgiske landshold. Romelu Lukaku regnes for et af europæisk fodbolds største talenter. Og et talent, der skulle være på vej til den engelske storklub Chelsea.

Lukaku med tilnavnet Den Nye Drogba' er nemlig Chelsea-fan, og Chelsea vil - som mange andre storklubber - gerne sikre sig den store, stærke angriber. Men nu tilbyder han i et interview med Marca sig selv til den spanske storklub Real Madrid. Men først skal han gøre sin skole færdig.

- Vi må se i juni, men lige nu vil jeg ikke høre om det. Jeg er glad for at være i Anderlecht. Men jeg er klar til det store spring, når tiden er inde. Jeg er meget ambitiøs og jeg vil gøre alt for at bevise, at jeg er de mange penge værd, siger Romelu Lukaku ifølge engelske Daily Mail til MArca.

Anderlecht kan angiveligt kræve op mod 150 mio. kr. for den 17-årige angriber - og det er jo nærmest småpenge for en klub som Real Madrid.

Vil lære af Mourinho
- Selvfølgelig er det en drøm at spille på Bernabeu. Det er et topstadion. Og at José Mourinho er træner for Real Madrid er en ekstra motivation.

- Jeg ville gerne lære så meget som muligt fra en træner som Mourinho, siger Lukaku, der i interviewet vælger Cristiano Ronaldo frem for Lionel Messi - og ellers lægger afstand til Chelsea, hvis trøje han blev fotograferet i under et besøg på Stamford Bridge i sommer.

- Jeg er ikke forpligtet til at skrive under med 'The Blues'. Der er andre store klubber i Europa. Jeg sigter så højt som muligt. Jeg ville ikke nødvendigvis være i startopstillingen i en topklub, jeg ville skulle vise mit værd og vise alle, at jeg kan nå det niveau, siger Romelu Lukaku ifølge Daily Mail til Marca.