Se Ronaldo lukke kamp med flot solomål

Cristiano Ronaldo og Mesut Özil holdt højt niveau for Real Madrid - og det var lige nøjagtig nok til en sejr over Valencia

Cristiano Ronaldo lukkede kampen for Real Madrid. (Foto: Getty)
Cristiano Ronaldo lukkede kampen for Real Madrid. (Foto: Getty)

Det var bestemt ikke ufortjent, da Real Madrid sent lørdag aften bevarede kontakten til førerholdet Barcelona med en 2-0 sejr over Valencia.

Men hvad pokker skulle Real Madrid gøre, hvis ikke man havde Cristiano Ronaldo. Han afgjorde med to mål kampen - det andet en Ronaldo-klassiker - og skød sig iøvrigt op som topscorer i den spanske liga foran Barcelonas Messi.

Se 2-0 målet øverst i artiklen

I over en time kunne Real Madrids stjerner, med Cristiano Ronaldo og Özil som de mest fremtrædende spillere, ikke passere Valencia-målmand Vicente Gualta.

Trods et massivt overtag i spil - og chancer - var det tydeligt, at Real Madrid mangler en målfarlig trussel ud over Ronaldo.

Alt for tit søgte Real Madrid-spillerne deres målfarlige holdkammerat i forventning om, at han kunne levere nøglen til at åbne Valencia-defensiven. Ronaldo viste da også flere gange sin farlighed, men som den eneste store trussel var han trods alt til at lukke ned for Valencia-forsvaret - i det mindste en del af tiden.

Kort før pausen var han dog tæt på at bringe Real Madrid foran, da han med hælen styrede et indlæg på stolpen.

I anden halvleg blev tingene lidt nemmere for Real Madrid, da Valencias David Albelda fik sit andet gule kort. Det gav mere plads til Real Madrid, og da Khedira - en af dem, der havde brændt en stor chance i første halvleg - blev skiftet ud til fordel for Benzema, kunne Ronaldo trække lidt længere tilbage i banen og ud mod siden.

Derfra kunne han sikkert udnytte Özils flotte aflevering efter 73 minutters spil. Tyskeren drev bolden frem af banen, før han prikkede den ud til Ronaldo, der scorede sikkert.

Det samme gjorde portusieren efter 87 minutters spil, da han selv førte bolden frem og efter et par karakteristiske 'træd over-finter' sendte bolden ind i fjerneste hjørne.

Med sejren er Real Madrid to point efter Barcelona, der tidligere på aftenen slog Osasuna 3-0.