Hollandske Jonathan de Guzman er meget tæt på et skifte til RCD Mallorca.
Ifølge fodboldsitet Voetbal International er den offensive midtbanespiller meget populær i adskillige europæiske klubber, efter det er kommet frem, at han ikke har ønsket at forlænge med Feyenoord, som han ellers har spillet for gennem adskillige år.
22-årige de Guzman har optrådt 109 gange for Rotterdam-klubben og scoret 23 mål. Men nu vil han væk, og Mallorca med Michael Laudrup i spidsen, er angiveligt favorit til at sikre sig spilleren.
Også PSV Eindhoven, Espanyol, Getafe, Valencia, 1. FC Köln, Hamburger SV og CSKA Moskva har vist interesse.